Leder: Overvågning af Bornholm? Nej tak

Leder: Overvågning af Bornholm? Nej tak
Foto: Jacob Jepsen
LEDER | DEBAT | Lørdag 12. februar 2022 • 05:30
LEDER | DEBAT | Lørdag 12. februar 2022 • 05:30

Politiet har startet overvågning af vores offentlige rum for at skabe sikkerhed. Overvågning svækker vores individuelle sikkerhed.


Det er smart og billigt at sætte et kamera op, hvor der traditionelt er værtshusballade. Så kan ordensmagten blive sidende på Zahrtsmannsvej og rykke ud, når der er øretæver i luften på Laksetorvet.

Det lyder fristende og smart. Det har fristet den socialdemokratiske regering og dermed også Bornholms Politi til at tænde for kameraerne på Laksetorvet og kortlægge vores adfærd i Rønne på digitale bånd.

Den spritnye overvågning er en del af regeringens ”Tryghed og sikkerhed i det offentlige rum”, som ifølge justitsminister Nick Hækkerup skaber frihed med overvågning.

De færreste forstår justitsministerens logik, da frihed normalt netop knyttes til stater, der ikke overvåger deres borgere men viser dem tillid. I Danmark på Laksetorvet er det nu omvendt. Her overvåges vi.

Når den udøvende magt i form af Bornholms Politi nu vælger at overvåge os i vores offentlige rum og dermed kortlægge vores færden, identitet og udseende, ville det klæde dem selv at oplyse os om, hvad de nu gør med vores data.

Tidende opfordrer
Bornholms Politi til at
være mere åbne og
mindre overvågende

Kameraer kan med lethed kombineres med ansigtsgenkendelse, og så bliver vejen til og fra apotek, værtshus, cigarforretning, vinforsyning, elsker eller smudslitteratur pludselig systematisk dokumenteret. De fleste vil nok trøste sig med, at vi i forvejen overvåges gennem vores digitale adfærd og brug af mobiltelefoner og digitale sendemaster af både myndigheder, sociale medier og efterretningstjenester. Men netop når vores adfærd i så stor grad allerede indsamles og gemmes på lager til mulige tvivlsspørgsmål, har myndighederne og i dette tilfælde Bornholms Politi en pligt til at gøre sig umage med at hjælpe borgerne til at være trygge ved deres nye overvågning af os.

Indtil nu har politiet gjort det modsatte. De har sat skilte og kameraer op uden at informere inden. Da Tidende henvendte sig mandag, ville man slet ikke fortælle om planerne men henviste til en senere pressemeddelelse. Det lykkedes os dog at få en umiddelbar forklaring, og fredag kom pressemeddelelsen om, at der formentlig kommer flere digitale øjne i det offentlige rum.

Det er glædeligt, at kommunen med sin nye kameraovervågning i sportshallerne anonymiserer billederne.

Tidende opfordrer Bornholms Politi til at være mere åbne og mindre overvågende.



FÅ ABONNEMENT