Hver dag drager cirka 60 omdelere ud på Bornholm med Tidende i tasken og bagagerummet. De passer over 150 ruter, der dækker alle Bornholms cirka 20.000 postkasser og brevsprækker. Mere end hver femte modtager Tidende på papir. Omdeleren har naturligvis avisen med sig under armen til alle abonnenter og kæmper for at få avisen ud foreløbigt inden klokken 12. Men sammen med Tidende har de også andre morgenaviser, pakker fra DAO, kirkeblade, ugeblade, magasiner og mange andre tryksager, der kan komme ind i postkasserne rundt om på Bornholm.
Distributionsforretningen er et vigtigt ben for vores dagblad. Hvis vi kan distribuere effektivt og hurtigt, kan vi tage andre tryksager med og tjene på distributionen. Dermed kan vi holde prisen på et abonnement på Tidende på det nuværende niveau – langt under mange andre lokale dagblade i Danmark. På det seneste har vi arbejdet intenst på at optimere vores distribution. Vi har lagt vores tre distributionsnet: Morgenaviser, eftermiddagsaviser og øomdelt reklamedistribution sammen til et net. Dermed besøger vi kun den samme postkasse en gang hver dag. Vi er i færd med at digitalisere hele budsystemet, så vi med mobiltelefoner kan følge aflevering, optimere ruter og gøre det nemt for budene at finde rundt.
Netop det at finde rundt er en stor udfordring, der koster mange kræfter blandt vores omdelere. Når den ene er syg eller på ferie, skal andre afløse ruten. De kender ikke alle modtagerne på forhånd, men skal navigere efter kort, gadenumre, postkasser og navneskilte.