Vi er næsten 40.000 af slagsen, og vi har et ekstremt stærkt fællesskab om netop Bornholm.
Vi har valgt at bo her på Bornholm, selvom man skal sejle eller flyve for at nå resten af verden.
Mange af os, op mod 1.600 hvert år, er tilflyttere, der lader os forføre af natur, rundkirker og krøllebølleland. Vi kalder det solskinsøen og romantiserer om ø-livet. Men for nogle bornholmere med mere anciennitet på klippegrunden er solskinsø et begreb fra turistbrochurerne. Det støder dem, når Tidende kalder Bornholm for en solskinsø. Omvendt har nogen bornholmere også et stærkt og varmt ejerskab til deres solskinsø. På redaktionen har brugen af ordet skabt en del debat.
Den første omtale af solskinsøen Bornholm er Berlingske Tidendes forslag til at markedsføre Bornholm som solskinsø i sommeren 1937. Den idé voksede, og 20. december samme år præsenterede Rønne Turistforening reklamefilmen ’Bornholm – Danmarks Solskinsø’. Det skete i Rønne Bio for en udvalgt skare.
Filmen blev markedsført i næsten alle landets biografer og har i den grad været en succes siden. Den kan ses på link i bunden af denne tekst og er en fin oplevelse.