Kollektivt hukommelsestab

For nogle dage siden havde jeg et indlæg i Tidende, "Ærekrænkende skæg og blå briller", der generelt omhandlede det hysteri, der i Vesten er blevet pustet op imod "alt russisk" og aktuelt imod den årlige russiske mindehøjtidelighed ved Allinge Kirkegård.

En sådan ærekrænkelse fandt også sted efterfølgende, da Ruslands ambassadør nedlagde den årlige mindekrans på den russiske kirkegård i Allinge.

Militærhistoriker Jacob Seerup blev efterfølgende spurgt af Tidende om, hvad han mente om ambassadørbesøget (der ikke var offentligt annonceret):

"Det, at de ikke har annonceret det, viser, at de på en måde gerne har villet undgå en konfrontation. Det ser jeg som noget positivt, da det jo først og fremmest er en kirkegård, og det ville være svært at få en konfrontation til at se elegant ud, fortæller en overrasket Jakob Seerup. Det sender et signal om, at hans land generelt er ret ligeglade med, hvad vi andre mener, siger Jakob Seerup”.

Med en sådan udtalelse ser Jakob Seerup efter min mening stort på de 26 millioner opofrelser af liv, som daværende allierede USSR havde under 2. verdenskrig og blander det sammen med en aktuel tilstand, der i bund og grund er skabt af Natos trang til udvidelser overalt på kloden.

Selvfølgelig møder Ruslands ambassadør da op som traditionen byder. Ingen kan da forlange, at ambassadøren skal ligge under for amerikansk oppustet russerforskrækket propaganda og Nato-udvidelser, der nu har ført til en USA/Nato-stedfortræderkrig i Ukraine.

Jacob Seerups udtalelse om ”ambassadørens ligegladhed med hvad vi andre mener” afslører i virkeligheden hans egen forudfattethed og den kollektive historieløse ligegladhed og manglende empati for selve mindehøjtideligheden og dens historiske betydning og sammenhæng.

Ved samme lejlighed blev der også udøvet ”en modig mediemæssig finesse” med forudfattet at udspørge ambassadøren om Ukraine-forholdet – det har intet at gøre med mindehøjtideligheden!