Kolde hænder?

SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 20. oktober 2024 • 19:00
Af:
Danny Christensen
Allinge
kredsformand for Danske Seniorer
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 20. oktober 2024 • 19:00

Mange slags hænder er i spil.

Der bliver talt meget om hænder i det danske samfund i disse år.

Varme, kolde, for få, for mange, enkelte med “thumps up”, nogle med pilfingre og enkelte med langemand lige op i luften.

Nogle steder er der alt for mange kolde hænder, og ude hos børnene og de ældre og syge, bliver der færre og færre af de gode, varme hænder.

I 3F fagbladet skriver chefredaktør Thomas Hundsbæk, at hvis ikke vi får flere unge ind på erhvervs- og sundhedsuddannelserne, så kommer vi til at høre endnu mere om disse famøse hænder - og om mangel på samme.

Lokalt svigt

Dette er historien om et lokalt politisk svigt af syge borgere.

Det handler om mennesker, der midt i en krise har fået fjernet deres sikkerhedsnet på ulovlig vis. En række danske kommuner har nemlig hyret private konsulenter til at møde op og sagsbehandle syge borgere - altså konsulenter, der får deres løn af private, kommercielle virksomhedsejere. Undskyldningen synes alle vegne at være personalemangel?

Men man skal være godt naiv, hvis man tror, at de private aktører er mere lempelige og rundhåndede i deres afgørelser end kommunens egne folk.

Beretninger fra flere steder fortæller da også, at der er truffet beslutninger, der er både katastrofale og potentielt livsødelæggende for syge borgere ved at fratage dem deres sygedagpenge.

Hårde ord

Ifølge 3F er det en helt ubegribelig behandling af udsatte mennesker i et velfærdssamfund - og det er direkte ulovligt og har været det i årevis.

Det er hårde ord i en barsk hverdag.

Den udlægning af forskellen på kommunalt ansattes “håndtemperaturer” mangler temmelig mange nuancer. For når en syg borger møder op hos kommunen, så skal man som en selvfølge kunne forvente både et varmt håndtryk og en varm og empatisk sagsbehandler.

Ingen syg borger skal reduceres til bare at være en brik i et udliciteringsspil, der blot handler om at bruge private til at "udgiftsstyre" og ”procesoptimere” - for nu at låne et par bandeord fra embedsmands-ordbogen, skriver Hundsbæk endvidere.

Man kan sige, at syge mennesker har fået fjernet deres sikkerhedsnet på et ulovligt grundlag. For på det område er reglerne glasklare. De siger nemlig at de private konsulenter slet ikke må træffe den slags afgørelser.

Danske Seniorer

En del af vores Danske Seniorer medlemmer, har været inde over en sådan behandling i deres eget arbejdsliv, før pensionen blev en realitet.

Hvis en borgers ret til sygedagpenge skal fjernes, så er det kommunen selv, der skal gøre det, siger advokat Mads Pramming, der er ekspert i sociale sager. Han er rystet over de mange ulovlige afgørelser, der nu er dukket op til overfladen. Der er noget fundamentalt forkert og vildt i, at et privat firma går ud og tager rettigheder fra borgerne.

Det er rigtig grimt og de har dermed brudt loven, siger Mads Pramming, der er partner i Ehmer-Pramming Advokater, og også kendt for sit store engagement i Børns Vilkår.

Og netop i mange af disse sager er der også et stort antal børn, der kommer i klemme i de dårligt håndterede sociale sagsbehandlinger.

Forkerte beslutninger, om enten sygedagpenge, eller tilkendte pensioner, kan få katastrofale og uoprettelige konsekvenser for de involverede. Ulovlige stop for sygedagpenge er et udbredt fænomen. I 8 tilfældigt udvalgte kommuner er det sket i hele 247 tilfælde!

Ulovlig praksis

En forbundssekretær udtaler: Jeg er dybt chokeret over, at kommuner med mere eller mindre åbne øjne har gjort brug af denne ulovlige praksis i afgørelser om syge borgeres sager. Enkelte kommuner svarer dog på kritikken:

“Vi har det rigtig fint med vores indsats”. Kommunen har nemlig fået tusindvis af skattekroner fra kommuner, hvor et private firma på stribe har truffet ulovlige afgørelser om borgeres ret til sygedagpenge. Det typiske svar fra borgerne er:

Ja, men jeg troede jo bare, at det var en fra kommunen, der kom. De ulovlige og forkerte afgørelser står nærmest i kø. Det skriger til himlen af uretfærdighed og dårlig sagsbehandling. Professor John Klausen fra Aalborg Universitet siger: Problemet med de mange forkerte afgørelser burde slet ikke kunne forekomme.

Det fremgår direkte af loven, at kommunen ikke må overlade det til andre. Problemet burde ikke være opstået.

For ti år siden endte en lignende sag med en Højesteretsdom, som fik ganske voldsomme konsekvenser, fordi man dengang måtte genoptage et stort antal sager.

Da blev det en gang for alle gjort klart, at det er ulovligt, siger professoren

Dette viser med al tydelighed, at privatisering ikke altid er af det gode.

FÅ ABONNEMENT