Knud Andersens opførsel i sag om museumsudvidelse er chokerende

I værste fald kunne brevet have haft omfattende og ødelæggende betydning både for det aktuelle projekt, men også for fondenes holdning til andre og fremtidige støtteværdige projekter på Bornholm.

Man var da tæt på at få morgenkrydderen galt i halsen, da man læste forhenværende amtsborgmester Knud Andersens indlæg i avisen.

Det er jo ingen overraskelse, at Knud Andersen sammen med en lille håndfuld sammensvorne, gennem flere år har kæmpet en indædt kamp mod udvidelsen af kunstmuseet. Nogle af veneration overfor Fogh og Følners bygning, Knud Andersen tydeligvis for at ”beskytte” det, han opfatter som sit eget monument. Ingen i gruppen har kunnet eller villet forstå, at man i 2023 stiller andre og større krav til bygningsmassen, end man gjorde, da kunstmuseet blev bygget for 30 år siden. Den lille gruppe har fordækt og uden hensyn til nogen som helst demokratiske principper ment, at de vidste bedre og var klogere end et kæmpestort flertal af Bornholms Museumsforenings medlemmer, som på indtil flere generalforsamlinger har tilkendegivet tilslutning til udvidelsesplanerne. De er åbenbart også klogere end en samlet kommunalbestyrelse, der ligeledes har givet fuld opbakning og endda har bidraget med en mindre del af byggesummen. Og nu tydeligvis også klogere, end de højt kvalificerede folk, der i fondene vurderer indkomne ansøgninger.

Disse modstandere har derfor gennem de senere år forsøgt med alle mulige former for krumspring, med klager til næsten enhver tænkelig instans, at forhindre byggeriet. De er overalt blevet afvist og det eneste resultat denne gruppe kan bryste sig af, er at de med deres forsøg på benspænd, har forsinket processen så meget, at den nu er betragteligt og mange millioner dyrere, end oprindelig planlagt.

Alt det er velkendt, men det der nu for alvor chokerer, er at Knud Andersen, åbenbart på vegne af en ny selvbestaltet forening, åbent skriver, at han har rettet henvendelse til de donerende fonde i håb om, at de skulle omgøre deres tilsagn. Så vidt vides da heldigvis uden resultat. Men bare det, at man henvender sig, viser en total mangel på forståelse for, hvor vidtrækkende en sådan praksis kunne betyde. Tænk sig, hvis de generøse fonde, hvoraf de færreste har relationer til Bornholm, skulle tilsidesætte både deres egen kvalificerede bedømmelse af projektet, men også flertallet af bornholmernes ønsker, blot fordi en forhenværende amtsborgmester ønsker tiden sat i stå ved hans fratræden. Eller tænk sig, hvis vi alle sammen begyndte at skrive til fondene om, hvad vi mente ikke skulle støttes.

I bedste fald har henvendelsen udløst hovedrysten og er brevskriverne blevet til grin, i værste fald kunne deres brev have haft omfattende og ødelæggende betydning både for det aktuelle projekt, men også for fondenes holdning til andre og fremtidige støtteværdige projekter på Bornholm.

Jeg er selv forhenværende museumsdirektør, og har i den sammenhæng valgt selvfølgelig ikke at blande mig i den nuværende ledelses dispositioner, men naturligvis at bakke op om bestræbelser på at bringe det bornholmske kunst- og kulturhistorie bygningsmæssigt op på et nutidigt og internationalt niveau. Måske skulle Knud Andersen overveje, om ikke også han skulle tage sin position som forhenværende alvorligt.