Knud Andersen: Vi skal selv sætte retningen

Jo mere samarbejde over Østersøen jo bedre, skriver Knud Andersen, der er tidligere amtsborgmester for Venstre.

Bornholms Tidende har stillet spørgsmålet om, hvor vi drømmer os hen, når vi taler om Bornholms placering i Østersøen. I henvendelsen fra avisen spørger chefredaktøren yderligere, om vi skal sætte retning på udviklingen eller lade os blæse med vinden.

De nærmere overvejelser på avisen kan jeg naturligvis ikke vide noget om, men ser vi på de seneste års udvikling på Bornholm, er det på høje tid, at vi selv begynder at sætte retning på udviklingen. Vi har i den grad ladet os flyve rundt, som vinden blæser. Vi har i dag en politisk ledelse af Bornholm, som er usynlig, venlig, men usynlig. Venlighed kan måske række til et genvalg, men ikke til at udstikke de veje, som Bornholm skal gå. Hvis man anskuer de seneste tendenser i kommunalbestyrelsen, så er der næsten kun et parti, som fastholder den politiske linje, nemlig Enhedslisten.

Derfor er mit første ønske for Bornholm, at alle partier i kommunalbestyrelsen sætter Bornholms ve og vel foran egne politiske interesser, sådan at Bornholm får orden i eget hus, inden vi tilbyder andre samarbejde.

Lad mig nævne et par eksempler på beslutninger, der ikke underbygger en sikker angivelse af retningen. Regionskommunen har siden sin etablering svækket erhvervslivets stemme ved at ændre det tidligere erhvervsråds status fra at være erhvervslivet stemme i debatten til de facto at være en afart af en kommunal institution uden væsentlig betydning i diskussionen om erhvervslivets vilkår på Bornholm, se blot listen over kommuners erhvervsvenlighed.

Samtidig har man føjet turisterhvervets ønsker. Vel vidende at antallet af turister ikke er et brugbart mål for, hvor meget lokalsamfundet vinder på et øget antal besøgende. Senest ses sagen om flexboliger i et helårsområde.

Derfor er mit andet ønske, at kommunalbestyrelsen beslutter, at delfinansiere et nyt erhvervsråd med en stemme lige så stærk som turismens stemme.

Som tredje eksempel har socialdemokratiske borgmestre siden Regionskommunens start nedtrappet vore internationale kontakter, sådan at der i dag kun er Euroregion Baltic tilbage. (Samarbejde mellem Bornholm og regioner fra Sverige, Polen og Litauen)

Derfor kan Bornholms politiske placering i Østersøen ikke tage udgangspunkt i samarbejder, der blev skabt i 90'erne. Situationen dengang var tre baltiske lande, Polen, tidligere Østtyskland og Rusland, som alle var interesserede i og havde behov for at se, hvordan frie lande fungerede. Tilsvarende var der på Bornholm et stort ønske om at lære vore naboer at kende. Vi havde helt grundlæggende den opfattelse, at små samfund (Bornholm) skal have store ører og store øjne for at lære noget af andre. På den baggrund havde amt og kommuner i 90-erne samarbejds- og uddannelsesaftaler med 12-15 byer og regioner omkring Østersøen. Vi kunne lære noget af hinanden.

I dag er situationen anderledes. Et samlet Tyskland, Polen, Litauen, Letland og Estland er nu foran Bornholm i udvikling, og hvis disse lande på det erhvervsmæssige område ønsker bistand, spørger man i Bruxelles og ikke på Bornholm. Rusland er et kapitel for sig. Som situationen er nu, er samarbejde med Kaliningrad og St. Petersburg ikke aktuelt.

Tilbage er der kulturelle samarbejder og sociale kontakter. På disse områder er der til gengæld et stort behov for udvikling og nye aktiviteter. Ved besøg i de baltiske lande og Polen bliver man hurtigt klar over, at frygten for den store nabo mod øst er meget mere udbredt og reel end hos os. Godt nok er landene medlem af EU og Nato, men man bliver ofte mindet om, at to gange tidligere er landene blevet ladt i stikken af vestlige lande - trods garantier. Derfor tror mange ikke på at den sikkerhed, som Nato skulle give.

I det billede har Bornholm noget at gøre. Jo mere samarbejde over Østersøen jo bedre. Det vil øge tilliden til, at garantier holdes, hvis det skulle blive nødvendigt. Samtidig lærer vi lidt om, hvad vi selv kan gøre for at man i grænselandene mod øst føler, at man ikke er alene med truslen fra den store nabo. Derfor skal foreninger af alle slags på Bornholm aktiveres med henblik på at undersøge, om netop de har noget at tilbyde og selv kan have glæde af kontakter i et eller flere lande om Østersøen. Det være sig kulturelle, sports, religiøse foreninger og andre.

Vi har set et nyetableret Baltisk Bro som et godt tegn på, at interessen er til stede på begge sider af Østersøen.

Samarbejder rundt Østersøen kommer ikke af sig selv. Der kræves finansiering af fælles aktiviteter. Derfor er mit tredje ønske, at regionskommunen stiller midler til rådighed for foreninger, som vil indgå i samarbejder med tilsvarende foreninger i et eller flere lande omkring Østersøen.

Til en begyndelse kan regionskommunen invitere relevante personer fra de forskellige landene til en konference på Bornholm med henblik på at konkretisere et øget kulturelt samarbejde.

Bornholm har tidligere været initiativtager til oprettelse af EU programmer, der omfattede aktiviteter i Østersøområdet. Tiden er inde til at genoprette den status i EU, som Bornholm havde inden kommunen lukkede ned for de internationale aktiviteter. Der skal arbejdes for, at der etableres et EU-program, der støtter og udvikler det kulturelle samarbejde over Østersøen med henblik på at knytte befolkningerne tættere sammen. Et er, at Nato-landene har soldater placeret i de baltiske lande og Polen, noget andet er at skabe bred forståelse for situationens alvor.

Derfor er mit fjerde ønske, at regionskommunen genopliver det internationale politiske engagement.

I Østersø-sammenhænge er energiøen det store dyr for tiden. Lytter man til kommunalbestyrelsen, så vil etableringen løse mange af Bornholms problemer. Der høres synspunkter om, at det vil blive lige så stort som fiskeriet var tidligere, cirka 3.000 arbejdspladser, at power-to-x-udviklingen og produktion vil foregå her, at Bornholm vil blive tilknyttet elnettet (det ejer vi ikke mere). At Bornholm kan blive midtpunktet i en energiudvikling i Østersølandene og lignende synspunkter. Dem er jeg noget skeptisk overfor. Virkeligheden var vel også, at ingen andre steder i Danmark ville have anlægget placeret på land. Derfor var det nemt for politikerne at få det placeret her uden kendskab til de reelle konsekvenser, hverken hvad angår beskæftigelse eller miljøpåvirkning. Miljøpåvirkning på flere felter, hensynet til naturen og konsekvenser ved arbejdet med power-x, hvis det skulle blive aktuelt.

Mit fjerde ønske for Bornholm er, at ansvarlige politikere trin for trin vurderer, om fordelen ved at placere et anlæg af den størrelse overhovedet er interessant for andre end dem, der skal modtage strømmen. Heri ligger naturligvis noget Østersørelateret, da det er lande omkring Østersøen, der skal modtage den strøm der produceres.

For at svare på Bornholms Tidendes spørgsmål om hvor jeg drømmer mig hen:

1. At alle partier i kommunalbestyrelsen sætter Bornholms ve og vel foran egne politiske interesser.

2. At kommunalbestyrelsen beslutter at etablere og delfinansiere et nyt uafhængigt erhvervsråd.

3. At regionskommunen stiller midler til rådighed for foreninger, som vil indgå i samarbejder med tilsvarende foreninger i et eller flere lande omkring Østersøen.

4. At regionskommunen genopliver det internationale politiske engagement.

5. At ansvarlige politikere trin for trin vurderer, om fordelen ved at placere et anlæg (EnergiØ) af den størrelse overhovedet er interessant for andre end dem, der skal modtage strømmen.

Nogle af disse drømme for Bornholm koster naturligvis penge. Her kommer så mit sjette ønske. At vi ændrer kommunens administration, sådan at den ikke er 15-17 procent dyrere end sammenlignende kommuner. Nogle af disse penge kan bruges til at finansiere mine andre ønsker.

Knud Andersen er gårdejer og politisk kommentator. Han er tidligere borgmester og amtsborgmester for Venstre på Bornholm.