Nexø bød på børnefestival lørdag. Her var mere end 1.000 besøgende med til at sørge for en stor dag i legens og ikke mindst velgørenhedens tegn, og det er ganske enkelt imponerende, hvordan frivillige kræfter får et arrangement som det her på benene. Det føjer et dejligt tilbud til rækken af ting, man kan tage sig til på sådan en ganske almindelig lørdag som barn på Bornholm.
Søndagens Maxdag i Rønne fulgte flot efter og bød på masser af sjov og høje grin omkring Lille Torv. En stor del af byen var spærret af, så børnene kunne boltre sig i fred og ro – så det gjorde de. Det er virkelig skønt at se.
I kølvandet på coronakrisen, som gjorde ondt på mange af vores børn og unge, er det vigtigt med initiativer som dem her, der sætter fokus på leg og sammenhold.
Og i lyset af noget, som vi måske i fremtiden kommer til at betegne som en teknologikrise, er det uhyre vigtigt, at vi formår at få vores børn og unge ud i det fri – væk fra skærmen og ud i den smukke, virkelige og fantasifulde verden.
Hurra for to flotte og meget givende dage på Bornholm.