Inden Søndag: Advent – lyset i mørket

Kirkens nye år er skudt i gang.

Adventskransens første lys blev tændt i søndags, og dermed er kirkens nytår skudt i gang. De nyvalgte menighedsråds første arbejdsdag og højmessens tekster er nu fra første tekstrække.

Advent kommer af det latinske ”Adventus Domini”, der betyder Herrens komme. Adventstidens farve er violet, da det er en forberedelse- og bodstid. Vi forbereder os på lysets komme til verden, både som Jesusbarnet i krybben, og når han engang skal komme igen på den yderste dag og gøre hele verden ny.

Begge dele fordrer fordybelse, ro og eftertænksomhed, hvilket passer godt til evangelieteksternes alvorsfulde tone.

Traditioner

Advent er et sammensurium af traditioner, og der har været to kirkelige måder at anskue advent på.

I den galliske tradition er der fokus på Kristi genkomst til dom. Det centrale er derfor anger, bod og årvågenhed som forberedelse på at møde Kristus på den yderste dag. I den romerske tradition er det Kristi fødsel - det at Gud blev menneske - som er det centrale. Dermed bliver advent en forberedelse til julens mysterium og en nedtælling til juleaften.

Det er også den tradition, som vi ser i kalenderlyset, adventskransen og jule- og adventskalendere af enhver slags. Vi kan sige, at det er den romerske tradition, der har vundet, men begge traditioner handler om lyset i mørket, der bryder frem i det lille Jesusbarn og i Gudsrigets komme.

Advent betyder noget

Den første søndag i advent betyder noget for danskerne.

Det er en af de store gå-i-kirke dage. Advent handler ikke kun om gaver, glitter og gløgg, men også om at være sammen og glæde sig. Advent kan derfor være en svær tid for alle, der af en eller anden grund er ensomme. Der er ikke nogen at være sammen med og ikke så meget at glæde sig over. Jeg vil minde om, at kirkerne har gratis gudstjenester, koncerter og julehygge, hvor man kan være sammen om både glæden og sorgen. Her har adventsteksterne og salmerne noget at sige den syge, sorgfulde eller ensomme.

Profeten Esajas taler om, at noget nyt kan spire frem der, hvor vi troede, at alt lå øde: ”Der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod” og ”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd.” Selv når vi ikke kan se en vej ud af det mørke, som er i eller omkring os, så er lyset der.

Lyset

Adventstidens mørke, der bliver brudt af adventskransens tiltagende lys, er en fin illustration af, at lyset er på vej. Vi går mod lysere tider.

Dagene bliver længere efter vintersolhverv den 21. december, og lyset kommer også i form af et lille barn i en krybbe. Det var ikke sådan, at vi havde forstillet os, at Gud ville komme til jorden, men det var det, som han valgte at gøre. Leve et menneskeliv og se hvordan det er med dets glæder og sorger.

Det er derfor, at vi kan tro og håbe på, at vi har en Gud, der har prøvet at være der, hvor det er allermørkest. Det var Gud både som far til sin søn, der døde på korset langfredag, og som sønnen, der hang på korset og følte sig forladt af sin far.

Det endte ikke der i mørket, for så brød lyset frem og gjorde mørket til skamme. Det er det lys, som vi venter på - det lys, der blev tændt som en lille kerte i mørket i det lille Jesusbarn i krybben.

Det lys, der kan jage mørket på flugt, åbne nye døre for os og få ødemarken til at blomstre.

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift skriver en klumme. Skribenterne står helt frit i forhold til emne og udtryksform