I den vestlige verden har de fleste af os vel efter årtiers fremgang og fred en indgroet tro og forventning om, at det onde nok går over en dag – og det gode i verden altid sejrer til sidst. I hvert fald, hvis vi arbejder hårdt for det. Det er jo også et godt håb at have for ikke at miste gløden og glæden og livsmodet i hverdagen.
Men det håb, som vi har i den kristne kirke, er bare større, fordi det er et håb, der består, også når det ender galt i denne verden. Et håb der består - også hvis sygdommene ikke bliver helbredt, hvis nødhjælpen ikke når frem, hvis demokratierne taber krigene eller hvis klimakampen ikke bliver vundet!
For kirkens håb er, at der findes en anden og bedre verden større end denne – og en levede Gud - uden for os, over os og under os, selvom vi ikke kan se ham. En levende Gud, der omslutter os på alle sider og holder os i sin hånd. Derfor behøver vi ikke tabe modet - ikke engang når alting går galt i denne verden.
Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, så fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt. (2. Korintherbrev 4,16-18)
Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. (Romerbrevet 8, 24-25).