Hvis denne centraliserede model gennemføres, kan vi risikere, at beslutningerne om Bornholms fremtidige støtte træffes i København og ikke længere i Bruxelles, hvor Bornholm hidtil har haft en stærk stemme. I dag fordeles EU-midler i regionale programmer, hvor lokale stemmer har vægt, og hvor midler kan målrettes særlige bornholmske behov. Det sikrer, at projekter på Bornholm prioriteres af dem, der forstår øens særlige udfordringer og potentialer.
Med den foreslåede centralisering risikerer vi, at disse penge går til landsdækkende projekter eller til store byområder, hvor de hurtigere kan generere vækst og synlige resultater. For Bornholm betyder det måske, at der kun er begrænset støtte tilbage til at føre lokale projekter ud i livet. Og når først de store programmer bliver centraliseret, vil det også være langt sværere at sikre, at støtten reelt når frem til Bornholm.
Det er ikke kun et spørgsmål om økonomi. Det handler om den selvstændighed og de muligheder, som EU-midlerne har givet Bornholm og andre regioner til at investere i lokalt forankrede projekter. EU-støtten har været en nøgle til at bevare både arbejdspladser og en levende bosætning på Bornholm. Uden den støtte er der risiko for, at flere unge og familier må søge mod fastlandet for at finde job og udviklingsmuligheder – til skade for det fællesskab og den livskraft, som vi kæmper for at bevare her på øen.
Bornholms EU-koordinator Niels Chresten Andersen har berettiget udtrykt bekymring for, at vi mister magten over de midler, der i dag er målrettet vores lokale udvikling.
For at beskytte Bornholms og andre udkantsområders interesser må vi insistere på, at EU fortsat giver regioner og lokalsamfund direkte adgang til udviklingsmidler. Bornholm har udviklet sig på nogle områder til et forbillede for grøn omstilling og lokal innovation, og vi har brug for fortsat at kunne investere i de projekter, der kan føre os endnu længere i den retning.