Gravgaard: Giv os trafiksikkerhed

Gravgaard: Giv os trafiksikkerhed
Det er absurd, at børn i en lille by skal behandle deres lokale vej, som var det en motorvej. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
LEDER | DEBAT | 21. APR • 05:30
LEDER | DEBAT | 21. APR • 05:30

Østerlars står sammen om lavere fart – men systemet sætter den forkerte fart ned

Østerlars gør det rigtige. Skolen, boldklubben, borgerforeningen og købmanden står sammen om at få sat farten ned i byen. 38 bilister fanget i fartoverskridelse på en måned – heraf mindst fem så hurtigt, at de fik klip i kørekortet. Det er dokumentation nok for, at der er et problem.

Byen har allerede ønsket trafikchikane i de senere år uden held. Nu skal de vente på, at kommunen lægger ledninger på vejen for at overvåge trafikken. Som om tallene ikke allerede taler deres eget tydelige sprog. Det er tragikomisk, at noget så åbenlyst kræver endnu en undersøgelse.

Vi ser det samme mønster i Gudhjem, Bølshavn og Helligpeder. Lokale bliver bekymrede. Børn skal krydse veje, hvor bilisterne suser igennem med højere og højere fart. Borgerforeninger skriver breve. Skoler indfører regler om, at børn kun må krydse vejen med voksne. Og så begynder ventetiden.

Ventetid på målinger. Ventetid på vurderinger. Ventetid på budgetter. Ventetid på politiske beslutninger. Mens systemet bevæger sig langsomt, fortsætter bilerne med at suse gennem byerne.

Østerlars havde ønsker, da der blev lagt ny asfalt for tre år siden. Røde felter på vejen. Men der er ikke sket noget, fortæller Flemming Rasmussen fra borgerforeningen. Pudsigt nok står sommerens cykelslogans stadig malet på vejen ved Helligpeder, hvor Danmark Rundt skulle suse forbi. Nu prøver man igen, denne gang med bred opbakning fra hele byen.


Det er prisværdigt, at Sebastian Bloch Jensen har taget teten. At kommunen vil være med til at se på det. At dialogen er i gang. Men det er også dybt frustrerende, at noget så grundlæggende som børns sikkerhed kræver overmenneskelige kræfter og masser af tålmodighed.

I Thailand løser man det på et par minutter ved at lægge et tykt reb henover kørebanen. Det holder farten nede og er naturligvis ikke en holdbar løsning. Men det sætter sagerne i perspektiv, at noget så simpelt er blevet så svært at opnå i Danmark.

Et bump ved skolen. Røde felter på asfalten. En fartgrænse på 40 kilometer i timen. Det er ikke store, dyre eller komplekse løsninger. Det er simple, kendte trafiksikkerhedstiltag, som bruges overalt i landet. Hvorfor skal Østerlars vente?

Det er absurd, at børn i en lille by skal behandle deres lokale vej, som var det en motorvej.

Problemet er ikke manglende vilje fra borgerne. Problemet er ikke manglende dokumentation. Problemet er et system, der har gjort selv de mest basale trafiksikkerhedstiltag til en administrativ maraton.

Østerlars fortjener bedre. Børnene fortjener bedre. Og de mange andre byer på Bornholm, der kæmper samme kamp, fortjener bedre.

Trafiksikkerhed bør ikke være en uendelig kamp. Det bør være en selvfølge.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT