Gravgaard: Forældet Nye Borgerlige får utroværdig fremtid

Pernille Vermund lukker og slukker Nye Borgerlige. Det er godt for demokratiet og giver mening for det borgerlige Danmark. Men forkvindens egen fremtid halter på troværdigheden.

Onsdag meddelte partiformanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, at tiden er kommet til, at det indvandrerkritiske protestparti forsvinder fra stemmesedlen og stikker piben ind i den offentlige debat.

Partiet har sammen med Danmarksdemokraterne forsøgt at fiske fremmedfjendske stemmer på højrefløjen i kølvandet på Dansk Folkepartis dalende opbakning. Men resultatet er ringe.

Også på Bornholm har Philip Brandt, der senest har været i debat mod Onkel Reje, og hans samlever Gitte Frigioni forsøgt at høste stemmer til partiet uden succes. I Folketinget på landsplan gik det lidt bedre for partiet. Men gradvist er vælgermassen sivet og partikammeraterne skiftet til Dansk Folkeparti.

Ifølge Pernille Vermund selv er arbejdsbyrden med at holde partiet kørende med så få mandater og så lav en opbakning for stor - ligesom hun anfører, at hun ikke ønsker at stå i vejen for en ny borgerlig regering. De mange små, borgerlige partier og deres manglende enighed står i vejen for en borgerlig regering. Den påstand har Pernille Vermund helt sikkert ret i. Vælgernes lave opbakning skyldes i den grad, at det er svært at se de borgerlige partier enes om én leder og ét projekt.

I stedet positionerer de sig på sager og kæmper om lederskabet. I det lys virker Vermunds handling ædel, selvom den formentlig også skyldes, at tilværelsens barske arbejdsopgaver og dalende vælgeropbakning nok har inspireret partiforkvinden til at søge nye politiske græsgange med et partiskifte.

Partiskift, som vi er storleverandører af i bornholmsk politik, er naturligvis en demokratisk ret for den enkelte. Ingen er forpligtet til at blive i sit parti. Men som vælger virker politiske afhoppere altid utroværdige, hvis de ikke har en god sag eller et stærkt projekt til at forklare deres skifte.

At se Pernille Vermund skifte parti fra sit fremmedfjendske Nye Borgerlige til Konservative, Liberal Alliance eller Venstre, der alle har åbnet døren på klem for hende, vil umiddelbart ikke skabe troværdighed. Den indvandrerkritiske politiker vil passe bedre ind i Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne ud fra sin stærke profil på området. Desværre kan professionel landspolitik ofte blive mere form og personbåret end styret af politisk indhold. Derfor skifter Vermund formentlig også til det parti, der tilbyder hende den bedste position, frem for det parti, hvor hendes offentlige profil ideologisk passer bedst.

På Bornholm kan vi glæde os over, at professionaliseringen af det politiske univers er langt mindre, og vores kommunalpolitikere – trods mange partiskift – i langt større grad handler med hjertet, når de vælger parti.