Midt inde i København synes man, at det er en god idé, hvis man ude i landets kommuner formår at spare tre milliarder kroner ved at skære ned på udgifterne til administration. Det vil være godt for statskassen, mener de, og så bliver de glade, de gode mennesker derinde på Slotsholmen.
På Bornholm er det simple regnestykke som en fast tommelfingerregel, at vi udgør cirka én procent af landet, og derfor vil sådan en besparelse ramme vores kommune i størrelsesordenen 30 millioner kroner. Det tal skal regnes ind i et i forvejen alvorligt presset budget, hvor der næste år skal findes et trecifret millionbeløb i besparelser.
Vi bragte historien onsdag med kommentarer fra folketingsmedlemmerne Lea Wermelin (S) og Peter Juel-Jensen (V), som begge lægger stemmer til regeringens politik. Hvor Wermelin står 100 procent bag sparekravet, så er Peter Juel lidt mere betænkelig. De to folkevalgte bornholmere er dog fælles om standpunktet om, at hvis kommunerne skal spare, så skal staten det også.
For bag tallene gemmer sig også det faktum, at statens egen administration er eksploderet inden for de seneste fem år. I ministerierne er der sket en stigning på 32 procent i antallet af årsværk, mens dét tal i statens styrelser er oppe på 41 procent.