Fantastisk maritimt Hasle med alt for høj pris

Fantastisk maritimt Hasle med alt for høj pris
LEDER | 31. JAN 2023 • 05:30
LEDER
31. JAN 2023 • 05:30

Det er en drøngod idé at udvikle Hasle til en maritim-historisk havn.


Bådbygger Walter Hansen og skibsejer Martin Deckert har en god idé. De vil gøre deres metier og hobby til fælles kultur for Bornholm og alle vores gæster.

Walter er bådbygger og elsker træbåde, og Martin har en stor trækutter med galeaserig og tuk-motor fra før verden gik af lave.

En af Københavns største turistattraktioner er Nyhavn, hvor gamle træskibe ligger side om side og drager turister og københavnere til at nyde dyre forfriskninger i godt selskab: Træbådene.

Det samme burde vi kunne gøre i Hasle.

Havnen har masser af plads til både skibe og værksteder, og stålkutteren Freja, trækutteren Hansa og hajkutteren Nordwin ligger allerede klar ved kajen tæt på bådmotormuset med den kæmpestore kutterhæk monteret på huset.

Men desværre er vi langt fra i mål. Hasle Havn er kommunalt ejet og drevet, og her skal der knokles politisk og administrativt, hvis Walter og Martins drøm skal blive til virkelighed og gavne hele Bornholm.

Pragtskonnerten Freja ligger i dag i skammekrog på ydermolen og har endnu ikke fået plads inde i havnen, hvor spadserture, forfriskninger og maritim hygge har de bedste forudsætninger. For at sætte liv i Hasle Havn, skal de hævdvundne kajpladser omfordeles efter maritim værdi, så de historiske skibe kan befrugte hinanden og drage flere til.

Samtidig skal Hasle Havn gøres til frihavn for træskibe. I dag betaler Martin Deckert 26.000 kroner om året for få lov at pryde Hasle med sin turistattraktion. Skibe med så stor maritim værdi skal ligge gratis, ligesom de mange sejlende træskibe vil lægge ruten forbi, når der er gode kajer og gratis havnelogi. Det giver liv i havnen og endnu mere at nyde i Hasle.

Næste skridt er at udvikle området, så det bliver muligt for flere små beværtninger at tilbyde gæster mulighed for at slukke tørsten, nyde havet og måske også stille sulten. Den triste og nedrivningsklare silo og den gamle bodegagrund er ikke Hasle Havn værdig som de ser ud i dag. Samtidig med nye muligheder for barlivet i Hasle bør man hjælpe de historiske skibe med mulighed for at etablere værksteder tæt på skibene. Værkstederne emmer af liv og forstærker det charmerende miljø.

Handler man hurtigt, vil det også være muligt at få Bornholms Museum engageret i projektet, inden de flytter deres træbådesamling til Nexø eller andre steder, når træbådelauget sendes ud af Sydhavnen.

Walter og Martins Nyhavn kan blive Bornholms nye turistattraktion og øens hyldest til sin maritime fortid. Lad os stå sammen om Bornholms Nyhavn.