Bornholm er kåret som Danmarks bedste feriedestination og er flere gange blevet nomineret som en af verdens bedste ferieøer i internationale medier.
For få dage siden læste vi, at destinationschef Pernille Kofod Lydolph håber, at øens besøgstal stiger igen i 2023. "Men konkurrencen er hård, og vi skal gøre os umage," siger hun i midten af marts måned til mediet Turisme.
At Bornholm satser på turisme, er ikke noget nyt, og vi har i mange år hørt politikere udtale sig om vigtigheden af, at der kommer mange turister til Bornholm. Næsten 700.000 gæster besøger årligt Bornholm, og turismen genererer en omsætning på 3,8 milliarder kroner.
Derfor var det en ubehagelig overraskelse for deltagerne i Foreningen Sandvigs generalforsamling i weekenden, at budgetflertallet har sparet vores sommertoiletter væk i år. I Sandvig er der mange fleksboliger og sommerhuse, og her er rigtig mange aktiviteter om sommeren.