Er det grønt?

Det er et svigt af dimensioner, hvis man fastholder modstanden mod kernekraft, mener Jørgen Bondorff.

Med de storslåede planer om Bornholm som energiø er det klart, at den debat der foregår, må dreje sig om energi.

Kilden er planlagt til at være store havvindmøller, men det er så et spørgsmål, om begrebet vedvarende energi ikke snarere burde hedde variabel energi?

Her i landet er der, afhængigt af lokaliteten, et sted mellem 30 og 170 dage om året, hvor det blæser så lidt, at vindmøller ikke er effektive.

Man ynder at kalde vindenergi for ”grøn energi”. Hvori det grønne består, henstår i det uvisse.

De ståltårne, vindmøller bygges af, er for en stor del produceret i Kina, hvor stålværkerne er kulfyrede. De sejles så til Europa med dieseldrevne skibe, hvorefter de transporteres med dieseldrevne lastbiler eller skibe til det sted, hvor de skal opføres.

En vindmølle har en levetid på mellem 20 og 30 år. Derefter skal i hvert fald vingerne skiftes ud. Endnu har man problemer med at finde ud af en metode til at bortskaffe dem.

I møllens levetid vil den på grund af afslidning af vingerne have udledt betragtelige mængder mikroplast, der havner i havet eller på jorden og senere gennem fødemidlerne i os.

Den vil have slået en del fugle og især insekter ihjel, og i de perioder, hvor vinden er utilstrækkelig, vil den kræve backup i form af biobrændsel eller fossilt brændsel.

Danmark importerer årligt biomasse fra et skovareal på størrelse med Fyn og Sjælland tilsammen. Det brændes af i danske kraftværker som backup til sol og vind.

Afbrændingen afstedkommer en udledning af CO2, der er fuldt på højde med afbrændingen af kul, men der er lavet en dansk politisk vedtagelse af, at afbrænding af træpiller ikke skal tælle med i CO2-regnskabet, idet man henviser til, at der jo bliver plantet nye træer, som ad åre vil få regnskabet til at balancere.

Nu har jeg så slet ikke været inde på de ressourcer, det i øvrigt kræver at lave en vindmølle. Der skal jo bruges glasfiber, ”lim” (resin) til at bygge dem, Grus og sand (som allerede er ved at være en mangelvare) til at lave beton, beton til sokler, stål til armering af cementen, kobber og andre metaller til de elektriske komponenter, samt hektolitervis af maling til at beskytte konstruktionen.

Så, alt i alt, vindmøller er ikke ”grønne”, de er ikke billige, og de er ikke stabile leverandører af energi. Men der findes langt bedre, billigere og mere miljøvenlige alternativer i form af kernekraft.

Thorium

I Bornholms Tidende den 22. december advarer Steffen Olsen mod at tro, at atomkraft er ufarlig. Som eksempel nævnes Fukushima-ulykken og Tjernobyl. Det er de samme ulykker, som en del danske politikere altid kører frem med sammen med ulykken på Tremile-øen i USA.

Alle tre ulykker er sket med atomkraftværker af en generation, der er forældet i forhold til de værker, man kan bygge - og bygger - i dag.

Der er to grupper af yngre danske forskere, Copenhagen Atomics og Seaborg Technologies, der er i færd med at udvikle små rektorer, der er skabt med thorium som energikilde, og ikke med uran, som de konventionelle reaktorer anvender.

Desværre må de arbejde i udlandet, da politikerne stædigt holder sig til en folketingsbeslutning fra 1985 om ikke at have atomkraft i Danmark.

Man ønsker ikke engang at lære noget nyt, men bliver ved med at hævde, at det er dyrt og farligt med kernekraft, hvorfor man ikke ønsker at støtte en energiform, der ville kunne gøre de fleste vindmøller og solcelleparker overflødige. Oven i købet ville det bringe Danmark i førertrøjen som nyskabende på området.

De små reaktorer fylder ikke mere end en 30 fods container. De kan let flyttes og kan uden større ståhej kobles på det eksisterende elnet.

De kan ikke smelte ned, de forurener ikke kølevand, de kan lave power-to-x af overskudsenergien, og de er baseret på thorium, som findes i ufattelige mængder blandt andet i Grønland og Norge. Thorium efterlader omkring to procent affald, hvor en uranbaseret reaktor efterlader over 90 procent affald.

100 gram thorium kan dække en persons energiforbrug hele livet, og et ton thorium svarer til 200 ton uran eller 3,5 millioner ton kul.

Eller, som man har regnet ud på Niels Bohr Instituttet: Energi af et kg brændt træ vil kunne give lys i en 100 watt pære i en dag. Energi af et kg kul eller olie vil kunne få pæren (100 watt) til at lyse i fire til fem dage. Et kg thorium (kernekraft) vil kunne få pæren til at lyse i omkring 25.000 år.

Det kan anskues ved, at en mængde thorium på størrelse med en bordtennisbold vil kunne dække en persons livslange energibehov.

Danmarks samlede enegibehov vil kunne dækkes af 140-150 mini-reaktorer.

Som en ekstra bonus kan en en ”waste burner” (Copenhagen Atomics) anvende brugte brændselselementer fra uranbaserede værker til at ”genoplade” brændselselementer.

Sverige, Norge, Frankrig og flere andre europæiske lande er i fuld gang med at øge andelen af kernekraft til energiforsyning, og snart vil Danmark, der som nævnt har nogle af de ypperste forskere med hensyn til kernekraft sakke håbløst bagud i forhold til energiforsyningen i Skandinavien.

Solcelleparker er en af de ting, man flere steder satser på. En solcellepark har et enormt arealforbrug (flere tusind gange mere end kernekraftanlæg).

Det er befængt at dække så meget jord til, som kunne være brugt til at dyrke fødemidler. Dertil er det tvivlsomt, hvor mange ressourcer der er til fremstilling af solceller, og hvor længe de vil kunne holde for.

På Bornholm planlægger man et stort batteri som backup til, når vindmøllerne ikke producerer strøm nok. Dette batteri vil kunne klare øens strømforsyning i en times tid. En mini-reaktor vil kunne levere strøm hele døgnet.

Vind og sol kan ikke bremse de katastrofale klimaændringer, og med den viden og kunnen man besidder i dag, er det et svigt af dimensioner, hvis man fastholder modstanden mod kernekraft.