Energipolitisk sporskifte

Der er stadig uenighed.

Tak til Larsen-Jensen (s) for at tage sig tid til at skrive en replik til mit debatindlæg om, at det er tid til et energipolitisk sporskifte.

Når jeg læser replikken, så har jeg imidlertid meget vanskeligt ved at forbinde den til mit debatindlæg.

Brint

I mit debatindlæg tager jeg udgangspunkt i, at den nationale energipolitik over den seneste håndfuld år i meget høj grad har været styret af visioner om brint og brintbaserede brændstoffer som Danmarks nye eksporteventyr.

Disse visioner har været styrende for de storstilede nationale planer for udbygning af vedvarende energiproduktionen – både til lands og til vands.

2024 blev imidlertid året, hvor disse visioner mødte virkeligheden. Forestillingen om brintsamfundets snarlige komme led et alvorligt knæk, og med det forsvandt også en væsentlig del af argumentet for eksempelvis en fire-dobling af produktionen af VE på land inden 2030 og ligeledes tilsyneladende for de store havvindsudbud.

Ikke at der ikke fortsat er brug for udbygning af produktionen af vedvarende energi frem til 2030, for det er der!

Effektivitet?

Men fordi den direkte elektrificering er så langt mere energieffektiv end omstillingen via brintbaserede brændstoffer fremstillet af grøn strøm og vand. Der vil ved direkte elektrificering være en meget mindre del af energien, der går tabt, sammenlignet med det energitab, som produktionen, transporten og forbruget af brint og brintbaserede brændstoffer er forbundet med.

Konstatering, ikke håb

Nu har Larsen-Jensen meget travlt med at ytre sig om, hvad jeg og Enhedslisten håber, men intet af ovenstående handler om håb.

Tværtimod, handler det om konstateringer! Kommer det til håb, så skal jeg være ærlig at indrømme, at jeg tilbage i 2019 også var blandt dem, der fattede håb til, at vi ville kunne lagre overskudsstrøm som brint, så vi ikke alene skulle forlade os på batterier. Så også jeg er blevet skuffet.

Krise

Med den klima-, energi- og sikkerhedspolitiske krise, som vi står overfor lige nu, så er håb imidlertid ikke en strategi.

Vi bliver nødt til at tage bestik af virkeligheden, og vi bliver nødt til at handle nu og her, så vi kan få sat skub i den nødvendige udbygning og ikke mindst lagring af vedvarende energi, og så vi kan frigøre os af fossil energi, blandt andet fra Rusland. Så det håb, som jeg giver udtryk for i mit oprindelige debatindlæg, er, at 2025 må blive året, hvor det er behovet for klima- og energipolitisk handling nu og her, der styrer de politiske tiltag – både på nationalt og lokalt niveau – snarere end energibranchens visioner og økonomiske interesser.

På Bornholm kunne vi passende genoptage arbejdet med at implementere den energistrategi, som en enig kommunalbestyrelse vedtog i 2021.

Overrasket!

Derudover overrasker det mig at læse, at Larsen-Jensen argumenterer for, at det virkelige energipolitiske sporskifte vil bestå i, at staten må på banen – og til lommerne – for at sikre, at den kritiske infrastruktur, der er nødvendig for omstillingen, er på plads - som om det var noget nyt.

For det er det – heldigvis – ikke. Det ER staten, eller rettere staterne og de statslige selskaber som Energinet, der i samarbejde udvikler og finansierer den kritiske infrastruktur. Det gør de for vores – fællesskabets – penge, og derfor er det selvfølgelig også bydende nødvendigt, at der foretages grundige beregninger af, hvad der giver samfundsøkonomisk mening.

Sådan må og skal det være, når man forvalter andre folks penge. Det princip, håber jeg da også, at Larsen-Jensen og Socialdemokratiet forfølger i deres politiske arbejde.

Energiøen

Tilbage i 2022 udarbejdede Energinet en samfundsøkonomisk beregning for infrastrukturen for Energiø Bornholm – altså den, som Energinet sammen med sin tyske pendant skal tilvejebringe – og det var på den baggrund, at partierne bag Energiforliget, herunder Enhedslisten, accepterede at yde en statslig støtte på op til 17,6 milliarder kroner.

Imidlertid er der jo meget, der tyder på, at forudsætningerne for de samfundsøkonomiske beregninger og for den politiske aftale, ikke alene hvad angår finansiering, men også hvad angår omkostninger og mulig efterspørgsel på energien fra for eksempel brintindustrien, siden da har ændret sig afgørende og i negativ retning.

Det skal der naturligvis tages bestik af, så vi som samfund sikrer, at vi får mest for pengene.