Adressen er forkert

Adressen er forkert
Her er det Claus Larsen-Jensen til kommunalbestyrelsesmøde. Foto: Jacob Jepsen
KOMMENTAR | DEBAT | Lørdag 17. august 2024 • 05:30
Af:
Claus Larsen-Jensen
kommunalbestyrelsesmedlem
gruppeformand (S)
KOMMENTAR | DEBAT | Lørdag 17. august 2024 • 05:30

Larsen-Jensen svarer på kritik fra Henning E Berg.

 

Når der skal rettes kritik, så er det vigtigt, at adressen på kritikken er rigtig. Det var den ikke, da Henning E. Berg skrev artiklen ”Visionsløse politikere”.

Kommunalpolitikerne har endnu ikke taget stilling til en række af de spareforslag, som er i det sparekatalog, som administrationen har udarbejdet. Det sker i forbindelse med vedtagelsen af budget 2025, som først går i gang nu.

Eksempler

Lad mig tage nogle af de emner, som Henning E. Berg rejser.

Lukning af offentlige toiletter. Socialdemokratiet afviser dette og foreslår, at der indføres brugerbetaling, som det er kendt mange andre steder - og mon ikke andre partier er med på det?

Der er mange andre forslag i sparekataloget, der først nu skal tages politisk stilling til.

Og ja - det er ærgerligt, at Bornholm mangler indtægter, så vi overhovedet skal spare, men kommunalbestyrelsen har den kedelige opgave, at kommunens budget skal balancere, og det skyldes ikke visionsløse politikere.

Ikke visionsløse

Vi gør alt det, der er muligt for at forbedre situationen.

Der er en meget offensiv strategi om Energiøen og alt det, der kan følge efter til gavn for Bornholm. Men der er tale om en statslig milliardinvestering, som afhænger af den hast, hvormed det rent praktisk kan gennemføres. Men i Kommunalbestyrelsen er der et flertal for at fremme det mest muligt.

Der er også en offensiv tilgang til, at alle andre erhverv kan udvikles. Formålet hermed er også at øge indtægterne, skaffe flere job, og trække arbejdskraft og borgere med sig - samtidig med en gigantisk grøn energiomstilling. Der er ingen, der politisk sover eller har tabt sutten, som Henning E. Berg skriver. Der er sat gang i en udviklingsplan, som netop skal færdiggøre den bornholmske vision herfor.

Turistskat

Henning E. Berg foreslår en turistskat, hvad man jo har mange steder i Europa, og som er en indtægt for kommunerne.

Jeg tror, at Socialdemokratiet for første gang foreslog det allerede i 2015. Men det er ikke en beslutning, som kommunalbestyrelsen kan tage. Det er skattelovgivning, som skal vedtages i Folketinget, og hidtil har der ikke været opbakning hertil. Derfor kan det ikke forbedre Bornholms eller andre turistkommuners økonomi.

Delt kommuneskat

Socialdemokratiet har også foreslået en delt kommuneskat mellem hjemkommunen og sommerhus/flexbolig kommunen.

Her problematikken den samme. Kommuneskatten på Bornholm er i forvejen høj. Sættes den op, så tilfalder det meste staten. Afgifter på alt muligt har også en grænse. Det samme har grundskatterne. Det gør, uanset om man kan lide det eller ej, at mulighederne for nye indtægter er yderst begrænsede.

Udligningen i staten, og et faldende befolkningstal samt en skæv alderssammensætning på Bornholm, gør, at der desværre ikke er så mange spillemuligheder.

Tilbage er på indtægtssiden er, at staten enten ændrer udligningen, øger tilskuddet til vanskeligstillet kommuner eller indgår en flerårig udviklingsaftale, som kan bidrage til det udviklingsløft, som Bornholm har brug for.

Udgifterne

På udgiftssiden er der en tilpasning af kommunens organisation og/eller aktiviteter.

Her vælger vi som partier og kommunalpolitikere at handle ud fra egne visioner for Bornholm. Men sagen er, at uden en offensiv udviklingsdagsorden, blandt andet med energiøen, så får Bornholm ikke det løft, som skal gøre øen økonomisk bæredygtig.

Henning E. Berg nævner også bibliotekerne. Debatten herom stammer fra budget 2024, hvor der skulle bespares ca. 375.000 kr. Det blev nævnt, at det kunne medføre lukning af lokale biblioteker, men efter et halvt års forsøg på en løsning, så var der intet acceptabelt. Derfor har Socialdemokratiet meddelt, at vi ikke støtter lukning af lokale biblioteker, men at besparelsen må findes på hele biblioteksområdet - hermed er der ikke flertal for lukning af biblioteker.

Masser af visioner

Henning E. Berg, der er masser af visioner, men råderummet økonomisk til udfoldelse af dem er meget begrænset, og ingen har tabt sutten.

Der er faktisk en sammenhæng i, hvad der foregår, men at borgmesterens konstitueringsflertal af C, EL og DF ikke har et politisk projekt efterlader et indtryk af rod, fordi de politiske flertal undervejs skifter.

Men det behøver ikke være et problem - blot der er en retning og mening i det, der besluttes af Kommunalbestyrelsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT