En dum dobbeltrolle i Tejn

En dum dobbeltrolle i Tejn
Tejn Havnehuse er centrum i en ny speget sag. Arkivfoto: Marie Emilie Hofman
LEDER | DEBAT | 29. APR • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 29. APR • 05:30

Måske er reglerne overholdt hos både kommunen og Niras. Men sagen om dobbeltrollen efterlader en halvdårlig smag i munden.

Både Bornholms Regionskommune og rådgivningsvirksomheden Niras burde have handlet anderledes i den spegede sag om dobbeltrollen i Tejn.

Vi omtalte sagen tirsdag. En sag, hvor kommunen altså har betalt Niras for rådgivning af moleprojektet i Tejn, mens firmaet har udført en rapport for den private bygherre, FB Gruppen, der stempler kommunens anlæg som meget dårligt.

Kommunen troede, at Niras ikke samarbejdede med FB Gruppen længere, men man havde ikke aftalerne og juraen på plads.

Ansvaret må placeres begge steder. Kommunen burde have overvejet en eksklusivitetsklausul eller en skærpet konkurrenceklausul i sin kontrakt med Niras. Omvendt opstår der altså et stort tillidsproblem, når en stor rådgivningsvirksomhed på den her måde – og i en i forvejen problemfyldt sag – optræder på begge sider af kridtstregerne.

For kan kommunen stole på de råd, den får? Er vurderingerne uafhængige? Har det eksterne firma økonomisk interesse på begge sider?

Normalt ville man nok have forsøgt at undgå den slags konstruktioner, også selv om den juridisk måske bevæger sig inden for reglerne.

Men sagen udstråler dårlig dømmekraft og etiske problemer. Det er man nødt til at tage ved lære af – både hos kommunen og hos Niras.

I sidste ende handler det jo ikke kun om kontrakter og paragraffer, men om borgernes tillid til, at offentlige beslutninger træffes på et redeligt og uafhængigt grundlag.

Når den tillid sættes over styr, taber alle parter, og derfor bør forløbet føre til oprydning.

Lad os få nogle klarere spilleregler og en langt større omtanke næste gang, kommunen står med en sag, hvor interesser krydser hinanden.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT