Debat: Lev længst muligt i eget liv

SYNSPUNKT

Ovenstående udsagn i titlen anvendes i flere og flere kommuner i DK. For ganske få år siden lød det: Lev længst muligt i eget hjem.

Det er ikke nødvendigvis efterstræbelsesværdigt. Der er så meget, der tyder på, at det ideelle er et aktivt liv for det enkelte individ. Efter eventuelt at have mistet sin livsledsager, er et øget samvær med andre mennesker livgivende. Utallige er de eksempler på, at enlige og syge borgere holdes i eget hjem alt for længe med hyppige besøg af både sosu-assistenter, sygeplejersker og andre kommunale tilsyn. Op til otte besøg om dagen. Er det værdigt? Ren spekulation i økonomi, frem for trivsel. Mange får endvidere ofte færdigtilberedt mad udefra, der kommer i plastkasser til syv dages måltider. Hvor lækkert er det lige? På et plejecenter, ville de kunne dufte tilberedelsen af måltiderne og endda selv kunne hjælpe til. Fuldstændig umyndiggjort lever de i ydmyghed og ensomhed.

Derfor skal mange flere motiveres til at flytte i seniorbofællesskaber, eller tilbydes friplejehjem, eller kommunale ditto. Det er så sørgeligt at se, hvorledes mange mistrives i et overfyldt møbleret og rodet hjem, der engang var rammen om et rigt familieliv med ægtefælle og børn.

På selve plejeboligområdet er det vigtigt, at hverdagslivet organiseres på en måde, der er på beboernes præmisser. Dette skal ske ved at sætte fokus på den enkeltes livskvalitet og værdighed, der giver dem retten til at skabe en aktiv og en meningsfyldt hverdag i hjemlige omgivelser. Dette er ting, der allerede indgår i kommunens ældrepolitik. Det kunne passende være i seniorbofællesskaber. Mens man stadig er lidt glad i låget og selvhjulpen. Det er jo først, når man er helt handlingslammet, nedbrudt og overmedicineret, at man bliver anbragt på plejehjem i dag. Når det eneste, man næsten kan bevæge selv, er tyggemusklen. Det er uværdigt.

Problemet synes at være at få det udmøntet i hverdagen. Hver dag. Et hjem, hvor maden og selve madlavningen, samt serveringen, bliver en naturlig del af hverdagen. Var det ikke tre plejehjem for et par år siden, der var med i en forsøgsordning, men det blev vist hurtigt til blot ét? Og hvordan går det så lige med det? Hertil intensiveres pleje af kroppen, motion, massage, og daglige gåture.

Fokus på omsorg og på det sociale og det aktive i et menneskes liv. Det kunne være åbne arrangementer på plejecentrene, hvor det omgivende samfund medvirker. Udvidelse af begrebet besøgsvenner. Besøg af skoleelever, der er fantastiske til at agere i et samspil med de gamle. Åbn op for flere husdyr. Inviter sangkor ind, de vil med glæde komme og underholde en lørdag eftermiddag. Der bør derfor i personalesammensætningen også være pædagoger.

Når man ældes, kan der blive behov for en anden boligindretning. Derfor anlæg kommende plejecentre til naturområder, helst med havudsigt, som mange ældre bornholmere, jo har haft i hele deres liv, hvor man er nær kulturelle aktiviteter, såsom børneinstitutioner, skoler, eller idrætsområder, så der er noget for øjet og samtidig lyden af glade børnestemmer. Den eneste institution, der opfylder et par af disse krav, er efter min mening Klippebo i Gudhjem. Tag bare placeringen af det kommende Bykær i Hasle. Oppe bag byen, langt fra havet, oven på en gammel rockerborg? Det er jo decideret latterligt.

Nøgleordene er stadig: Et godt og aktivt liv. Hele livet. En værdig ældrepleje bør indeholde: selvbestemmelse, mad og ernæring, pårørende og besøgsvenner, bekæmpelse af ensomhed og en værdig død.