Debat: Frivillige er af stor betydning for vores fælles kulturarv

Debat: Frivillige er af stor betydning for vores fælles kulturarv
Bornholms Forsvarsmuseum mangler frivillige og sender derfor en appel i dette læserbrev. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
LÆSERBREV | DEBAT | RØNNE | Lørdag 10. juli 2021 • 10:32
Af:
Lave K. Broch
museumsleder for Bornholms Forsvarsmuseum
LÆSERBREV | DEBAT | RØNNE | Lørdag 10. juli 2021 • 10:32

Bornholms Forsvarsmuseum, en del andre museer og kulturinstitutioner har brug for frivillige kræfter. Det er helt afgørende for bevarelsen og formidlingen af historier om vores fælles kulturarv, at der er frivillige kræfter, som kan gøre en indsats.

På Bornholms Forsvarsmuseum har vi mange spændende effekter og masser af spændende historier at fortælle helt tilbage fra jernalderen. I år er der særligt fokus på den tyske besættelse og sovjetrusserne på Bornholm. Det er en glæde at se, hvor stor interesse der er. På den mest velbesøgte dag indtil videre i år havde vi 148 besøgende. Det var en fantastisk oplevelse, men for at museet skal kunne køre rundt er vi dog afhængige af, at der er mange, der hjælper frivilligt. Vi mangler ekstra kræfter til billetsalget og til forskellige praktiske opgaver. Jeg håber for eksempel, at vi senere i år kan lave et aftenarrangement målrettet børnefamilier, hvor besøgende kan komme med lommelygter og på forskellige steder i vores udstilling møde frivillige, der fortæller dem en spændende historie.

Frivillige kan få indflydelse på museets udvikling og deltage i arbejdsgrupper om nye udstillinger og begivenheder. Hvis du skulle have lyst til at blive frivillig, så kom forbi Bornholms Forsvarsmuseum i Rønne eller send en mail til ml@formus.dk. Som frivillig bestemmer man selv, hvor mange timer man ønsker at bruge på museet. Sammen gør vi en indsats for Bornholm og vores fælles kulturarv.

FÅ ABONNEMENT