Debat: Bornholm bør beskytte sin natur

Debat: Bornholm bør beskytte sin natur
"Trætopshytteprojektet er også i modstrid med den naturpolitik for Bornholm, der er under udarbejdelse. Naturpolitikken forsøger at finde den rette balance mellem vores behov for at bruge og færdes i naturen og hensynet til den smule mere eller mindre oprindelig natur, vi har tilbage på Bornholm", skriver Rikke Macholm fra Gudhjem. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 25. MAR 2021 • 15:04
Af:
Rikke Macholm
Mortingevej 1A
Gudhjem
| ABONNENT
25. MAR 2021 • 15:04

SYNSPUNKT

Jeg blev forskrækket og forundret, da jeg erfarede, at der er et ønske om at etablere 10-12 trætopshytter på op til 25 kvadratmeter i op til syv meters højde med tilhørende brandveje og en servicebygning i en lille skov på Mortingevej i Rø. Hytterne er et udtryk for en fuldstændig overdreven naturbenyttelse frem for naturbeskyttelse. Vi ser det mange steder i Danmark i disse år, at benyttelse viger for beskyttelse.

Jeg blev forskrækket, fordi skoven både er naturmæssigt og kulturhistorisk spændende. Det er en krak, der har sine rødder tilbage til Højlyngens Bornholm, med en blandet vegetation og et rigt dyreliv. Det er et meget roligt og fredfyldt område, der indeholder vigtige biotoper for arter, der er truede. Ikke mindst udgør Sprækkedalen, der går igennem området et interessant, men også et særligt sårbart biologisk område.

Opførelsen af trætopshytter, brandveje og servicebygning og den øgede færdsel og støjen fra de besøgende vil forringe levemulighederne for dyr og planter og dermed markant skade naturen og biodiversiteten på stedet.

Der er derfor massive protester imod projektet, både fra naturkyndige, fra de omkringboende og fra andre. Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening er bekymrede over den negative påvirkning af naturen projektet vil få.

Ikke mindst vil det gå ud over områdets sjældne arter, der har behov for en uforstyrret natur. Naboerne taler også om naturværdierne og om freden og roen på stedet. De er bekymrede over den tivolisering af naturen, der sker. Naturen bliver opfattet som en kulisse om en aktivitet i stedet for at have værdi i sig selv. Man tager bid for bid af naturen lidt af gangen, men tilsammen bliver det til rigtig meget.

Turister kommer i høj grad til Bornholm, fordi vi har en enestående natur. Den skal vi ikke ødelægge. Naturskønne områder som dette med stilhed, ro og fred kan hurtigt blive en mangelvare. Jeg tror, at steder i naturen, som er fri for støj og menneskers indgreb, vil blive langt mere efterspurgte i de kommende generationer, og ønsker man naturnær overnatning, er der i den nærliggende Rø Plantage fri camping og sheltere.

Jeg blev forundret, fordi projektet på mange måder er i modstrid med Kommuneplan 2020, hvor Bornholms unikke natur fremhæves som øens måske største aktiv.

Ifølge kommuneplanen er området placeret i et område som er særlig værdifuldt, både hvad angår naturen og landskabet. Det er et område, der skal passes særlig godt på, hvor bebyggelse og ændringer af landskabet bør undgås. Samtidig henviser Kommuneplanen til, at nye sommerhuse og fritidsanlæg skal placeres i nærheden af allerede eksisterende bebyggelser.

Trætopshytteprojektet er også i modstrid med den naturpolitik for Bornholm, der er under udarbejdelse. Naturpolitikken forsøger at finde den rette balance mellem vores behov for at bruge og færdes i naturen og hensynet til den smule mere eller mindre oprindelig natur, vi har tilbage på Bornholm.

Der er kun tale om planer, ikke nogen vedtagelse derfor er jeg også fortrøstningsfuld.

Jeg er Fortrøstningsfuld, fordi jeg har svært ved at forestille mig, at politikerne i Økonomi-, Erhvervs- og Planudvalget vil gå imod den spritnye kommuneplan, de netop selv har vedtaget og give tilladelse til byggeri i et område, hvor byggeri skal undgås. Jeg tror også, at har et ønske om at beskytte naturen og vil respektere naturorganisationernes og de naturkyndiges ord om, at der af hensyn til plante- og dyrelivet og til biodiversiteten bør undgås byggeri og øget færdsel i skoven: Jeg er også sikker på at de mange omkringboende, der protesterer vil blive hørt.

Placeringen af den ønskede bebyggelse er forkert, ligegyldig hvor få eller hvor mange hytter, der kalkuleres med. Et sådant projekt hører til i de turistområder, som regionskommunen har udlagt flere andre steder på øen.