Håbet, når alt håb er ude!

Når alt andet håb er ude, kan Jesus give håb.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive!

Disse rimeligt indlysende ord har jeg sagt over døde mennesker vel mere end 500 gange i mit præsteliv og lige så mange gange fortsat med de knapt så indlysende ord: Af jorden skal du igen opstå!

De første ord kan man sige sig selv uden hverken tro eller håb. De er bare en konstatering af kolde fakta. De sidste ord derimod kræver håb og tro. Håb om, at der findes en større verden, end den vi kan se. Håb om, at når alt går til grunde i denne verden, så findes der en anden verden, hvor vi skal slå øjnene op og opleve et nyt liv.

Hvordan forholdet mon egentlig er mellem den anden verden og vores synlige verden, har vi vel ikke mulighed for at fatte ret meget af. Det går over al forstand.

En virkelig verden

Men vi fatter dog så meget, at den anden verden må være en virkelig verden, selvom vi ikke kan se den med vores øjne – og at der må findes en personlig levende Gud i den verden.

For selvom vi ikke har set ham – så har vi hørt fra ham. Og selv om han normalt er skjult for vores øjne, så har han alligevel vist sig for mennesker i denne verden. For Gud sendte sin søn til verden, og Jesus siger om sig selv: Den der har set mig, har set Gud – og videre: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og der kommer en tid, hvor alle dem, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem!

Håb

Det er Jesus selv og den slags ord af Jesus, der gør det meningsfuldt ikke bare at sige: Af jord – til jord over vores døde - men at fortsætte med ordene: Af jorden skal du igen opstå! For Jesus giver os håb – også når alle andre håb er ude, også når problemerne ikke bliver løst i denne verden.

I den vestlige verden har de fleste af os vel efter årtiers fremgang og fred en indgroet tro og forventning om, at det onde nok går over en dag – og det gode i verden altid sejrer til sidst. I hvert fald, hvis vi arbejder hårdt for det. Det er jo også et godt håb at have for ikke at miste gløden og glæden og livsmodet i hverdagen.

Men det håb, som vi har i den kristne kirke, er bare større, fordi det er et håb, der består, også når det ender galt i denne verden. Et håb der består - også hvis sygdommene ikke bliver helbredt, hvis nødhjælpen ikke når frem, hvis demokratierne taber krigene eller hvis klimakampen ikke bliver vundet!

For kirkens håb er, at der findes en anden og bedre verden større end denne – og en levede Gud - uden for os, over os og under os, selvom vi ikke kan se ham. En levende Gud, der omslutter os på alle sider og holder os i sin hånd. Derfor behøver vi ikke tabe modet - ikke engang når alting går galt i denne verden.

Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, så fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt. (2. Korintherbrev 4,16-18)

Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. (Romerbrevet 8, 24-25).

Har vi mistet håbet?

Sådan forkynder Guds ord et stort håb - også når alt håb til denne verden er ude. Jeg funderer ind imellem på, om vi i Folkekirken tør stå ved dette evige håb og råbe det ud, eller om vi har mistet håbet – og troen på den usynlige Gud og den anden verden?

Inden Søndag

Det er Tidendes serie, hvor øens præster på skift skriver en kommentar. Skribenterne er frit stillede med hensyn til emne og udtryksform.