Brevkassen: Legende børn er et sjældent syn

Brevkassen tager en tørn med børnelivet.

En lun septemberaften hørte jeg en underlig lyd. En lyd jeg havde meget svært ved at bestemme. Det virkede som om lyden kom fra udkanten af Allinge, i retning af Sandvig måske.

Min kone siger, at jeg er begyndt at høre lyde. Det må være ældrebyrdens privilegier. Nogen gange hører jeg tilsyneladende for meget og andre gange for lidt.

"Hører du overhovedet efter?"

"Joh…" svarede jeg spagt, inden det inkvisitoriske opfølgende spørgsmål ramte mig hårdt som en hammer.

"Jamen, hvad sagde jeg så?"

"Joh…"

Men denne aften hørte jeg helt sikkert en udefinerbar lyd i det fjerne. Lyden kom i bølger. Lyden var ikke konstant og ikke homogen på nogen måde. Det var som om, der var flere samtidige lydkilder. Lyden fyldte aftenstilheden ud. Selv naboens tæppepisser holdt sin hundekæft for en stund. Lyden eller snarere lydene pirrede min nysgerrighed, og jeg følte mig draget. Som hypnotiseret lod jeg mig trække i retning af oprindelsen til disse fremmedartede lyde. Jeg forcerede Madsebakke og sneg mig ad cykelvejen forbi de tavse helleristninger. I takt med, at jeg nærmede mig kilden til disse mere og mere suggestive udgydelser, blev lydniveauet højere og højere. Det blev tydeligt for mig, at lydene var i bevægelse og ikke kun lyde frembragt fra én stationær placering. Jo nærmere jeg kom, jo bedre kunne jeg dechifrere budskabet, og jo mere sikker blev jeg på, at lydene stammede fra levende væsner. Der var lyde til højre for mig, og der var lyde til venstre for mig. Der var høje nærmest hvinende og frydefulde lyde. Der var lyde, der kunne minde om korsang dog uden Philip Fabers kyndige ledelse. Der var lyde, som gav mindelser om en svunden tid. Lyde som indikerede fællesskab og glæde.

Jeg var næsten fremme, og nu blandede lydene sig med duften af græs og mælkebøtter. Gennem den lille bevoksning kunne jeg skimte ophavet til de høje lyde. Der var ikke tale om en soundboks til ølbowling eller en boomblaster til studenterfesten, men derimod en gruppe helt almindelige glade børn, som legede på en stor græsplæne.

Bagerst dybt i min hukommelse kunne jeg svagt erindre lyden af børn, der leger udendørs i de lune sensommeraftener. Lyden af legende børn uden iPads, lyden af grinende børn uden Playstation, lyden af skrigende unger uden mobiltelefoner eller TikTok. Lyden af børn uden pædagogisk overvågning. Lyden af livet uden indblanding.

Det var en fantastisk lyd, som jeg straks optog på min mobil.

Nu bruger jeg den som ringetone.

"Fed ringetone!" siger folk, "Hvad er det?" Men det er mest dem under 40.

Når vi nu allesammen er ved at kaste op over møder på Zoom, Meet, Teams, Skype og FaceTime, tror du så, at børn igen vil lege sammen ansigt til ansigt?

venlig hilsen den forbløffede

Kære Forbløffede

Det du har været vidne til er en uhyre sjældent forekommende og fuldstændig isoleret hændelse, som kun dukker sporadisk op, når helt ideelle og usædvanlige betingelser undtagelsvist er tilstede.

Det du har oplevet, er en reminiscens fra fortiden på lige fod med cykelklemmer, madpakker og kassettebånd.

Unge mennesker aner jo ikke, at disse optrin af legende børn var daglige forteelser for blot en snes år siden. Det kan være svært at kapere, men legende børn i flokke kunne opleves på gader og stræder, i haver og parker, ja endog i skov og på strand. Overalt i det ganske landskab myldrede disse ikke-voksne individer frem i en fælles aktivitet, som gik under betegnelsen leg. Det kan virke skræmmende at forestille sig horder af børn uden pædagogisk overvågning drive formålsløst gennem byerne. Børn som var styret af en løssluppen lyst til en fælles aktivitet med andre små mennesker. Men på forunderlig vis accepterede man i sidste århundrede denne støjende og tøjlesløse adfærd, som i al sin anarki satte sit præg på dagligdagen helt op til begyndelsen af 2000-tallet.

Ved busstoppestedet ud for skolen i Allinge kunne man for 20 år siden høre hujende og larmende børn, som blot var børn. I dag sidder de pænt på rad og række og glor ned i hver sin mobil. Men så ved vi, hvor vi har dem.

Og så har vi slet ikke berørt begrebet kedsomhed. Kedsomhed som dukkede op i pauserne mellem leg og pligt. Kedsomhed var små, isolerede tidslommer, som tvang børnene til opfindsomhed og kreativitet. Kedsomhed kunne forekomme, når man ventede på BATbussen, som var kørt 2 minutter før tid, når man var til familiefrokost i Klemensker eller når de tyske verber skulle bøjes. Kedsomhed var alment udbredt og kunne tit bekæmpes med social kontakt og interessen for medmennesker i umiddelbar nærhed. Kedsomhed kunne anspore til fordybelse og umiddelbar glæde ved lyden af fuglekvidder, ved synet af et fremmed menneske på fortovet, en sky på himlen, eller en mariehøne på skjorten.

Kedsomhed trækker et spor af opfindelser, smukke kompositioner og stor litteratur efter sig. Gabende kedsomhed opstår den dag idag, når gamle stivstikkere igen og igen og igen brokker sig over, at Bornholm benævnes Øen. Ja selv denne brevkasse er opstået på grund af kedsomhed. Somme vil endog påstå, at omtalte brevkasse i sig selv afføder en tilstand af kedsomhed, men disse mennesker er jo ikke tvunget til at læse med.

med venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted

BREVKASSEN
Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: ?Der findes ingen dumme spørgsmål?. God fornøjelse.