Brevkassen: Kulturuge mig her og kulturuge mig der

Brevkasseredaktøren nævner alternativ brug af kulturugearmbåndet.

Så skulle vi partout have den højpandede kulturuge igen, igen - for 117 gang.

Kultur mig her og kultur mig der. Æggehovedernes svar på traktortræk i Klemensker. Så pølser vi kultur nok til hele året udover en enkelt kold og blæsende uge i midten af september, hvor bornholmerne endelig er blevet alene hjemme, og har fået lidt fred til at plukke æbler og grave kartofler op. Men så myldrer det frem med lokale fritidskunstnere, som har taget et udvidet AOF-kursus i fingermaling, og en pensioneret fiskeskipper som læser op af sine spændende dagbøger fra 1975, og et åh så interessant foredrag om livet som brugsuddeler i Vang, med efterfølgende kaffe og kringle.

Og hele den gråhårede selvbestaltede kulturelite af forhenværende offentligt ansatte med betalt frokostpause, hæve/sænkeborde og ratepension farer forvirret rundt på kryds og tværs af øen i deres bulede Berlingoer uden restgæld. De skulle jo nødig gå glip af noget. Og så dissekerer de skriftkloge læsegrupper det oppumpede kulturugeprogram fyldt med alt det, der alligevel skulle ske i en helt normal uge i september. Og så flasher de deres moderne wanna-be-Roskilde kulturugearmbånd, når nu et badge ikke er the-state-of-the-art længere. De har jo fingeren på pulsen. Godt nok så hårdt, at der er stoppet for hele det kulturelle blodomløb. Men det blæser de da på, når bare de selv kan komme i avisen med deres åh så kvalificerede indspark om livet som misforstået geni og overset kunstner. Public service vor herre bevare os!

Og så kyler de lidt billig lunken rosé fra papkassen lige ned i løgnhalsen for at tage den grimme smag af de bløde saltstænger, inden de okser videre til næste pædagogiske rundkreds, hvor de unisont kan messe i kor: ”Hvor er det godt vi har kulturugen!”. Og så er de helt overbevist om, at alle disse spændende kulturelle krampetrækninger vil skabe panikagtige tumulter helt ovre i Hovedstaden, hvor tjøvenhavnerne går fuldstændig amok, når de hører, at selveste Steffen Brandt fra den bornholmske finanslov krænger sjælen ud og synger om sin gamle klasselærer.

Som rotterne fra Hameln styrter alle turisterne til Bornholm, selvom vi forlængst har smidt folkedragterne og har taget en taxa ind på jobcentret for at hæve vores understøttelse, indtil polakkerne, tyskerne og tjøvenhavnerne vender tilbage for at æde sig en saltstegt sild fra Hundested. Ganz schön.

Og så mingler de rundt til fernissage efter fernissage, hvor de hellere vil se på hinanden, end på det der hænger på væggene. Og hvordan kan det mon være, at det kulturelle højdepunkt fra Sildefesten i Hasle ikke optræder i kulturugen? Hvor er kropsartisten, selvbruneren og solariedronningen, søde bedårende Jytte fra Brøndby, som viser, hvor meget silicone det er teknisk muligt at sprøjte ind i brysterne, inden de eksploderer? Man råber op om støtte til kulturen, men hvem støtter Jytte, inden hun får overbalance og pådrager sig en rygskade?

Men det er osse de selvfede smagsdommere, som i deres kropsforskrækkelse hellere vil se en åh så inspirerende danseforestilling på Rønne Theater, hvor nogen ikke-ciskønnede med progressive pronomener i alt for stramme strømpebukser spjætter rundt til noget kunststøtteberettiget, bevidsthedsudvidende, livsbekræftende og vedkommende ikke-normativt 12-tonemusik, som vi allesammen kan spejle os i. Alt imens det mandlige publikum sidder og spekulerer på, hvor mange bajere de kan nå at drikke i den alt for korte pause, inden de igen skal ind og sove i et Rønne Theater, der svømmer i offentlige midler.

Næh, så må vi hellere importere en masse fremmede højtuddannede kunstnere på livsvarig ydelse, som kan fortælle os bornholmere, hvad Bornholm kan og ikke kan. Men lidt kunstner er der vel gemt i os allesammen, så derfor har vi jo ikke tid til at frekventere dette overflødigshorn af åh så spændende tilbud, når vi selv skal stå på scenen hver eneste aften i Lobbæk og synge vores vemodige folkeviser, om dengang jâ va lidijn horra.

Helt ærligt! Hvad gør jeg med kulturugearmbåndet, når jeg skal til gallaforestilling i min nedringede ærmeløse stropkjole?

med venlig hilsen Kulturforbrugeren

Kære Kulturforbruger

Giv den endelig gas i Kulturugen. Meld dig ind i alt det, du kan lide. If you don’t use it, you loose it - som vi siger på bornholmsk. Hvis du elsker langhåret jazz, så nytter det ikke, at du sidder hjemme i sofaen, når Svanekegården mod alle odds arrangerer den ene vilde koncert efter den anden. Hvis du kan læse, så køb en bog. Hvis du kan se, så køb et billede. Hvis du er sulten, så gå på restaurant. Der foregår så meget ude i virkeligheden, som du ikke ved, at du elsker. Vær nysgerrig!

Hvis du køber tre kulturugearmbånd, kan du sætte dem sammen og bruge dem som halskæde, men pas på at du ikke strammer til.

Med venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: ?Der findes ingen dumme spørgsmål?. God fornøjelse.