Og hvad med min coiffure? Tror du måske, at jeg skal gå rundt med en Nexøgrydeklip og ligne en provinsidiot med gulerodsfarvet top og svenskernakke. Tænk hvis jeg mødte nogen, jeg kender. Når jeg bliver klippet hos Gun-Britt i København K, så er det ikke meningen, at min frisure skal udsættes for skumsprøjt og havgus på havnen i Hasle. Tror du, at jeg skal se mine 3000 kroner dyre striber flyve til havs i gabet på en udsultet måge? Lægeløftet er jo ikke et løfte om at sidde mutters alene i Hul-i-jordenkøbing og se sin karriere visne bort som barmhjertig samaritaner, bare fordi de tilfældigvis er mere syge i udkanten af kongeriget. Så kan de måske lære at leve lidt sundere, så de ikke behøver at konsultere en læge i tide og utide. De kan for eksempel starte med at købe sig en kaffe latte med havremælk, i stedet for al den laktose som de plasker ned i deres primitive kogekaffe.
Og hvorfor er det lige præcis lægerne, der altid skal rejse? Det kunne jo osse være at patienterne, hvis de er så syge, som de går rundt og postulerer, kunne flytte sig derhen hvor ekspertisen er. Lægerne har som bekendt temmelig travlt med at helbrede, så det er da logik, at førtidspensionisterne og de gamle mimrefår, som ikke har andet at lave, hopper på en bus ind til civilisationen medbringende deres påståede skavanker.
Mange amputationer kunne være undgået, hvis patienterne lærer at tale rigsdansk, så vi alle kan forstå det. Tag nu min gode ven fra Gentofte, som var i praktik på hospitalet på Bornholm, hvor en smuk kvindelig patient lå på briksen og sagde, at hun ville sniva. Så selvfølgelig kysser han kvinden godt og grundigt, med en ordentlig tungeslasker, hvorefter hun råber op på den lokale dialekt om overgreb og sexisme. Ak ja.
Men hvad er det egentlig, de fejler ude i den nok så populære provins? Det er jo ikke bare almindelige sygdomme lissom hovedpine og ondt i ryggen, vel. Næ nej, det er uhumske diagnoser, som kræver både gummihandsker og sikkerhedsafstand. De har osse ondt alle vegne, men det er da ikke en sygdom, sådan er det bare at blive gammel. Og så skal de vaccineres i tide og utide. For uha, nu er influenzasæsonen i gang. Men der bor jo ikke nogen ude på landet, så hvordan tror de, at de overhovedet kan blive smittet med noget som helst? Jeg har sådan set ikke noget imod natur og gummistøvler, hvis bare det ikke er mig, der skal rende rundt i det.