Brevkassen: Er veteranfodbold løsningen på vægtproblemerne?

Vores brevkasseredaktør har svaret: Flyt til Nyker

Kære Brevkasse

Finn-Ole og jeg bor i Tejn, ikke langt fra bageriet. Vi er overbevist om, at det er vigtigt at støtte op om de bornholmske fødevareproducenter. Vi køber bornholmsk is, bornholmske flødeboller, bornholmske karameller, bornholmske chokolader, bornholmske kager, bornholmsk honning, bornholmsk øl og vin og cider. Så længe det er bornholmsk, havner det på spisebordet.

Eneste bivirkning er, at Finn-Ole har fået lidt bøggaflæsk. Altså ikke noget alarmerende, men dog en smule mave. Den er kommet snigende som en tyv om natten, lige omkring hans 50-års fødselsdag. Vupti, så var den der. Jeg spurgte Finn-Ole, om han havde bemærket det.

“Hvilken mave?” svarede han.

“Prøv at se dig selv i spejlet.”

“Arh, mave og mave. Herregud.”

”Vi spiser for meget, vi spiser for fedt, vi spiser for sødt og vi rør os for lidt,” sagde jeg for at være solidarisk.

“Vi? Siden hvornår er jeg kommet i flertal?”

“Du vejer fem kilo for meget, og det har du gjort de sidste mange år. Nu må vi tage os sammen.”

“Jamen, det er osse Tejnbageren,” forsøgte han sig, “og deres lækre kager!”

Jeg har læst højt for ham af Bente Klarlunds samlede forfatterskab, men da det ikke hjalp, har jeg tvunget ham til at gå til fodbold i Tejn IF.

“Sjov, hygge og kammeratskab er i højsædet, imens vi prøver at dygtiggøre os med den lille runde.” Ja, tænk engang, det står der på deres hjemmeside. “Den lille runde” - det kan kun være Finn-Ole. Sikke et sammentræf.

Og jeg kan slet ikke kende min mand igen. Han er blevet ekviperet med et kæmpe nummer 7 på ryggen, og går hjemme i stuen iført shorts og benskinner og råber: “Indover!”, “Skyd!” og “Tro på det!”. Han kalder det mental træning. Selv under aftensmaden skriger han “Aflevér!”, når jeg serverer kartoflerne.

Vi ses ikke så meget mere. Nu står der træning på programmet, og når han endelig kommer hjem, falder han om i sofaen og lugter lidt af ged.

Og nu skal de spille kamp i røven af fjerde division. Så jeg har forbarmet mig over ham og er mødt op en højhellig søndag på Årsballe Stadion. Stadion og stadion… det ligner snarere en brakmark, da kommunen ikke har råd til at slå græsset. Desværre er flere af spillerne taget til loppemarked i Poulsker, og andre har sovet over sig, så der er god plads på banen til de resterende 14 spillere. Det er lidt ynkeligt at se en håndfuld halvgamle mænd løbe rundt i slowmotion mellem brombær og brændenælder og lede efter en fodbold, men Årsballes anfører, en hærdebred forhenværende grovsmed fra Grødby, er ligeglad og tackler stakkels Finn-Ole, så han forsvinder ned i det mandshøje græs. Jeg overvejer, om jeg skal løbe ind og rejse ham op, men det vil nok være upassende. I de efterfølgende nervepirrende minutter kan jeg ikke få øje på Finn-Ole. Han er i mellemtiden kravlet gennem græsset, og pludselig dukker han op foran målet med mælkebøtter i håret og råber “Spille! Spille!”. På forunderlig vis er der en eller anden, som rammer Finn-Ole med et smask lige i ansigtet, så han besvimer og atter forsvinder ned i græsset. Men bolden finder af uransagelige veje i mål, og Finn-Ole vågner rundtosset op, da hans holdkammerater råber “MÅL! MÅL!” og bærer ham i kongestol gennem vildnisset.

Næste uge skulle de spille mod Rø Veteranerne, bedre kendt som Røvholdet, men de kunne ikke mønstre et hold, da der er dyrskue samme weekend. Så nu er Finn-Ole bornholmsmester efter blot fire kampe.

“Der er jo ikke så mange hold i vores række,” siger han og vifter stolt med medaljer og pokal sponsoreret af den lokale kloakmester.

Jeg overvejer, om det er det hele værd, blot for at Finn-Ole skal tabe et par kilo. Ja, faktisk har han taget lidt på. Det må være øl og røde pølser i tredje halvleg.

Venlig hilsen Fodboldenken

Kære Fodboldenke

Hvor var fodboldspillerne henne, den dag Gud delte hjerner ud? I det gamle testamente kan man læse, at de var til træning! Det synes jeg godt, man kan tænke lidt over. Men lad dog Finn-Ole have lidt alenetid sammen med gutterne. Om hvem siger, at vi allesammen skal ligne en underernæret Giacomettifigur.

Det underlige ved at veje fem kilo for meget er, at det stabiliserer sig ved de fem kilo. Hvis Finn-Ole spiser for meget, skulle han jo blive ved med at tage på, for til sidst at eksplodere. Og det ville jo ikke være rart.

Måske er Finn-Oles problem med spisningen, at indgangshullet er større en udgangshullet. Luk munden og flyt til Nyker, dér er ingen gastronomiske fristelser.

Med venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: 'Der findes ingen dumme spørgsmål'. God fornøjelse.