Det er ikke så glamourøst, som jeg måske selv havde forestillet mig, skriver Mikkel Holm Tved om sit arbejde i EU. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Af: Mikkel Holm Tved kommentator
EU findes i din hverdag.
Mens Danmark går til valg, arbejder EU på at beskytte demokratiet mod manipulation
Folketingsvalget fylder alt i Danmark lige nu. Mens valgplakaterne af Lea, Peter, Morten, Asta og Niklas hænger i lygtepælene, virker det næsten tosset at skrive om EU.
Men når jeg gør det alligevel, så er det, fordi EU netop nu arbejder med noget, der kan afgøre, om vores valg forbliver frie og fair.
De danske efterretningstjenester advarer om, at fremmede stater kan forsøge at påvirke valget.
Det kan lyde som noget fra en dårlig spionfilm, men det er faktisk meget simpelt. Falske nyheder, manipulerede videoer og opslag på sociale medier, der skal få os til at skændes med naboen og tvivle på det hele.
For nylig cirkulerede en AI-lavet video, der viste, at en irsk præsidentkandidat trak sig fra valget. Det var løgn. Men tusindvis nåede at se den.
Også i weekenden så vi første alvorlige tilfælde her i Danmark. Et opslag på X med Mette Frederiksen, der siger, at Danmark lukker ned for israelsk turisme efter de amerikanske og israelske angreb på Iran. Igen falsk. Igen misinformation.
Krumme agurker og lakridspiber
Når man siger EU, tænker mange stadig på krumme agurker og forbud mod lakridspiber. Virkeligheden er heldigvis en anden.
EU påvirker din hverdag på Bornholm hver eneste dag - når du går på arbejde, når du står i kø i Brugsen, og når der skal bygges en helt ny energiø.
Jeg har min daglige gang i Bruxelles, hvor mange og store beslutninger bliver taget. Ikke i hemmelige rum bag tykke døre, men til lange møder med masser af kaffe og aftaler, der ofte først lander langt ud på natten. Det er ikke så glamourøst, som jeg måske selv havde forestillet mig.
Til gengæld er det ret så vigtigt.
Lige nu arbejder Europa-Parlamentet med noget, der har fået det meget heroiske navn ”European Democracy Shield”.
Selvom det måske lyder tungt, så er tanken at danne et fælles værn mod netop den slags påvirkninger, som man lige nu frygter i Danmark. Det er et ”skjold”, der ikke handler om at styre, hvad folk må mene, sige og skrive, men om at sikre, at det faktisk er mennesker, og ikke ”trolde” eller fremmede regeringer, der former debatten.
Som en del af arbejdet med det her ”skjold” er EU ved at oprette et fælles center, der skal opdage og reagere hurtigt, når fremmede stater forsøger at manipulere vores debat og valg.
Tæt på
For bornholmere er truslen ikke noget, der foregår langt væk.
Vi har set russiske krigsskibe sejle i Østersøen. Vi har oplevet sabotage mod kabler lige uden for Christiansø og kampfly over øen i afvisningsberedskab, der giver et kæmpe brag.
Og til Folkemødet kan man diskutere formueskat, færgepriser og demokrati, mens der pludselig drøner F-35 hen over himlen.
For bornholmere er det ikke bare geopolitik. Det er mere eller mindre blevet hverdag. Det er i nabolaget. Og det er en påmindelse om, at verden ikke er helt så fredelig, som den var engang.
Samlet - og dog
Selvom EU heldigvis står historisk samlet, så kan uenighederne mærkes i mødelokalerne i Europa-Parlamentet.
De fleste er enige om retningen: Europa skal kunne klare sig selv. Men det er overraskende nok ikke alle.
Især yderfløjene kæmper højlydt for en fortælling om, at EU er en større trussel mod os selv end Rusland, Kina eller USA. Der bliver ikke kun talt med store ord og skarpe stemmer. Der kan til tider blive snakket med så høje stemmer, at det i højere grad minder om råb. Og ikke hvad man nødvendigvis forestiller sig af politikere i jakkesæt.
Det er den virkelighed, som vi befinder os i nu. Man behøver ikke længere sende soldater. Man kan nøjes med at så tvivl til vores demokrati.
EU er ikke perfekt. Langt fra. Beslutninger tager tid, og kompromiser kan virke uforståelige og utilstrækkelige. Men når det handler om sikkerhed, energi, handel og digitale trusler, er EU i praksis Danmarks og Bornholms forsikring.
Så næste gang nogen siger, at EU er fjernt og irrelevant, så kan man tænke på kampflyene over Arnager, kablerne på havbunden og de falske historier på Facebook.
Mikkel Holm Tved er født bornholmer og blandt tidligere formand for DSU Bornholm. Han er student fra Campus og har en kandidateksamen i statskundskab.
Han er socialdemokrat og arbejder som r¨ådgiver for næstformanden i Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose (S).
Mikkel vil hver måned give os en orientering om arbejdet i EU og EU-parlamentet.
De synspunkter, som Mikkel udtrykker, er personlige og ikke officielle holdninger.