Brevkassen: Julemarkeder ad libitum – hvordan gennemføres en’juleman’

Kære Brevkasse

Jeg er et udpræget konkurrencemenneske. Indrømmet, jeg elsker at være den bedste. “Nummer to er en taber,” har altid været mit motto. For mig gælder det kun om at vinde! Men her starter problemerne, for jeg er ikke særlig god til noget som helst. Mit store idol, keramiker Simon Koefoed, har vundet bornholmsmesterskabet i ler, da han på rekordtid drejede en nøjagtig kopi af en Toyota Yaris, 1:1, ud af en klump porcelænsler. Og min kære genbo vandt maratonløbet på Christiansø, selvom han blev så rundtosset, at han ikke kunne ramme broen til Frederiksø, og faldt direkte i havnen.

Så jeg har længe ledt efter en disciplin, hvor jeg har en chance for at overskygge alle mine bornholmske venner. Og nu kan jeg løfte sløret for mit nye rekordforsøg. Jeg vil være den hurtigste og den første bornholmer til at besøge alle øens 127 julemarkeder på under en måned. Efter Ironman kommer Juleman, som er en kraftpræstation på 24 etaper. Intet julemarked er for stort, og intet er for småt.

Forud for min toppræstation ligger måneders og atter måneders intensiv træning. Jeg har været på en diæt af bløde brunkager siden Sankt Hans, og jeg har droppet kaffen og istedet drukket hvinende sød, lunken glögg med opsvulmede rosiner. Jeg har udført kuglestød med dybfrosne økologiske æbleskiver fra salig Irma. Jeg har smurt skægget med hindbærsyltetøj og flormelis. Jeg kan skråle med på “Last Christmas”, “Feliz Navidad” og “Jul det’ cool” uden at kaste op. Jeg har sågar fået specialsyet et rødt træningssæt i lycra med hvide flæser og tilhørende nissehue sponsoreret af Svaneke julebryg.

Første glögg-stop på årets Juleman er selvfølgelig hele bornholms Åkirkejuleby med de folkekære cyklende fugleskræmsler, som år efter år har jokket i pedalerne uden at rykke sig en tøddel. Åkirkebys svar på Sisyfosmyten, gav i sin tid Edvard Munch inspiration til “Skriget”, dog uden nissehue. Og det var osse her, at den purunge Cort blev overbevist om en fremtid som cyklende nisserytter.

Andet glögg-stop er Østerlars, hvor vi finder den lille charmerende bod, hvor Gurli Kofoed sælger hjemmesvejsede rensdyr af gamle cykelkæder, som hun selv har afmonteret ved cykelstativerne på Campus.

Tredie Glögg-stop er julemarkedet i Tejn, hvor lilleputtræneren har fremstillet badehætter af punkterede fodbolde til det åh så populære vinterbaderi, selvom vi allesammen har fået fjernvarme og kan stå derhjemme, som Vorherre har skabt os, uden at fryse.

Ved fjerde glögg-stop har en eller anden Einstein placeret en højtaler midt i en vandpyt, som spreder velsignelser fra Søren Banjomus og venner. “Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du” bræger poetisk ud i det brune vinterlandskab omkring Gudhjem og omegn, og med ophøjet nissehue vrimler bornholmerne ind ad døren, hvorpå der hænger den obligatoriske skæve hjemmeflettede julekrans.

Når det drejer sig om nisser, er alt tilladt, og alle kan være med. Der er frit lejde til os fummelfingrede i hele december. Bornholm er blevet frikommune med hjemmegjorte kreationer overalt i det offentlige rum. Voksne mennesker kan under dække af kategorien “julepynt” slippe afsted med hvad som helst. Den lokale klejnsmed har med vinkelsliberen skåret 200 lalleglade pyntegranvoksne nisser ud af gamle køreplader, og klynget dem op i lygtepæle i hele byen til gene for BATbusser og til fare for fodgængere og cyklister uden nissehjelm. Og en uappetitlig søpølse i ler, forsynet med Yvonne Koefoeds hæklede nissehue, sælges som nuttet nissekunst.

På femte glögg-stop møder jeg kassepersonen fra Brugsen i Allinge, som gennem det forløbne år har tømt sine musefælder og sælger sine udstoppede husmus monteret med sin mands ubehjælpsomme hjemmedrejede nissehuer.

Efter glögg-stop nummer seks begynder erindringen om rækkefølge og indhold at være en smule tåget. Men vinduespudseren fra Grødby har klippet kravlenisser af årets udgaver af Bornholms Tidende, hvorved Gravgaards bidende synspunkter spreder julestemning i de lavloftede bornholmske stuer.

Ved glögg-stop syv, otte eller måske ni, har kontorchefen fra byggesagsbehandlerkontoret klippet hjerter med en sløv hækkesaks, og efter et kort besøg på skadestuen har han pyntet juletræet i rundkørslen i Hasle.

Nordlandshobitterne har fremstillet sarte alfeengle af kviste og visne blade, som understøtter de flydende kønsidentiteter og gør op med de stereotype pronomener, vi normalt tillægger elverfolket. Men her er jeg blevet så beruset, at jeg kun med nød og næppe tumler videre til Børnehuset, hvor de har rullet uhomogene granithårde pebernødder med deres små beskidte fingre efter en gammel opskrift med lige dele bussemænd, snot og skoldkopper. Og pædagogerne på grøn stue har brygget deres legendariske glögg på et koncentrat af håndsprit, et skvæt Rodalon og hævede mandler.

Dønningerne fra COP29 er endnu ikke nået til Klemensker, hvor jeg får en brat opvågning, når nat forvandles til dag i en overflod af lyskæder, så det hvidglødende elkabel til Sverige slår gnister, og selv russerne og kineserne holder ærbødig afstand og trækker ankerkæderne op i julefredens navn.

Det er kun lige akkurat blevet december. Jeg har tømmermænd med nissehuer, og har allerede kvalme, når jeg hører ordet “klejner”. Tror du, jeg gennemfører Juleman?

med venlig hilsen Find da Nissen

Kære Find da Nissen

Ro på. Sådan er det hvert år. Og sådan vil det osse være næste år. Det er det, vi kalder traditioner. Det er det, der fletter os sammen. Det er sådan identiteter skabes. Det er det, der adskiller os fra barbarerne. Det er det, der gør lige præcis os til civilisationens flødeskum.

Tro på det!

venlig hilsen Brevkasseredaktøren Lars Holmsted.

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: Der findes ingen dumme spørgsmål. God fornøjelse.