Brevkassen hjælper Kofoed alene i verden

Brøddan med sol i baggrunden fra en glad sommer - sådan ser det ikke ud længere. Foto: Joan Øhrstrøm
DELUXE | DEBAT | Søndag 17. november 2024 • 15:30
Af:
Lars Holmsted
DELUXE | DEBAT | Søndag 17. november 2024 • 15:30

Jeg holder meget af Bornholms Tidendes ugentlige brevkasse. Hér kan man få svar på stort og småt, som vi bornholmere går rundt og tumler med. Jeg sover til tider meget uroligt, og jeg har de mærkeligste mareridtsagtige drømme. Jeg er overbevist om, at brevkassen kan hjælpe mig med at tyde denne foruroligende drøm:

Det er ganske tidligt om morgenen. Palle Kofoed rejser sig op i sengen. Nu vil han ikke sove længere. Det er vist meget tidligt, for der er så stille; men solen skinner ind ad vinduet, og Palle Kofoed er slet ikke søvnig.

 Palle Kofoed lister ud på gangen og hen til hr. og fru Kofoeds soveværelse. Han lukker døren op og kikker ind. Så går han hen til fru Kofoeds seng, men fru Kofoed ligger ikke i sengen. Så går Palle Kofoed hen til hr. Kofoeds seng, men han ligger heller ikke i sengen. Hvor er hr. og fru Kofoed henne?

Så går Palle Kofoed ned ad trappen og ud på Brøddan. Han må ikke gå ned uden at spørge, men hr. og fru Kofoed er jo ikke hjemme.

 Nede på gaden holder en turistbus lige uden for deres gadedør. Palle Kofoed kikker ind i turistbussen, og der er slet ingen mennesker i den. Der er heller ingen buschauffør og heller ingen turistguide. Hvor er alle mennesker henne?

Palle Kofoed går ned til livsstilsbutikken. Han kender godt damen i forretningen. Men damen er der ikke, og der er ingen livsstil i forretningen. Der er heller ingen folk på gaden, og alting er så stille. Der er ingen biler, der kører. Der er ingen turistbusser, der kører. Der er ingen folk nogen steder. Palle Kofoed er helt alene i Gudhjem.

Palle Kofoed går ind i alle forretninger, og der er slet ingen mennesker - de er væk allesammen. Palle Kofoed går også ind i en karamelbutik og spiser nogen karameller. Han ved godt, at det må man ikke, men nu er han helt alene i hele Gudhjem, og så gør det ikke noget.

Palle Kofoed kører i turistbussen lige til Åkirkeby. Palle Kofoed kan ikke standse, og så kører han lige ind i den anden turistbus. BANG! Turistbussen er helt smadret. Men hvis han vil ud at køre igen, kan han bare tage en anden turistbus, for der er nok af dem.

Palle Kofoed længtes efter turisterne og efter hr. og fru Kofoed. Allermest efter fru Kofoed. Palle Kofoed gav et mægtigt vræl - og så vågnede han.

Puh ha, sikke en drøm. Det er godt, at det bare var noget, jeg drømte.

For at være helt sikker tager jeg cyklen til Gudhjem, for lige at tjekke at det hele kun var en drøm. Jeg går ind i den fine bank, hvor folk henter penge. Men jeg kan ikke bruge pengene til noget, for der er jo ingen mennesker at betale pengene til. Så smider jeg alle pengene på Brøddan, for dem kan jeg ikke bruge til noget. Og så ser jeg en stor flot, rød brandbil med stige på, og så sætter jeg mig op til rattet. Ba-bu-ba-bu-ba-bu! Og så giver jeg et mægtigt vræl - og så vågner jeg.

Puh ha, sikke en drøm. Det er godt, at det bare var noget, jeg drømte.

For at være helt sikker tager jeg cyklen til Gudhjem, for lige at tjekke at det hele kun var en drøm. Og så gik jeg videre og kom til Scala Gudhjem, hvor de spillede Bornholms Stemme, og så gik jeg i biografen, men der var mørkt derinde, og der var ingen film på lærredet. Og så giver jeg et mægtigt vræl - og så vågner jeg.

Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Ney, jeg er gandske vaagen. Hvor er min Kone, hvor er mine Børn, hvor er mit Huus, og hvor er Kofoed? Alting er jo forandret, jeg selv med. Ej! hvad er dog dette? hvad er dog dette?

med venlig hilsen Alenemor

Kære Alenemor

Nu er jeg jo ikke drømmetyder, men det skal ikke afholde mig fra at analysere din drøm, som tilsyneladende kører i ring uden ende.

I øjeblikket har vi november, november, november, november som er årstidernes svar på uregelmæssige tyske verber. Novembers absolutte højdepunkt er Mortens aften, som skyldes et ubestemmeligt fransk fjerkræ, som ikke kunne holde sin kæft. Der er derfor ikke noget at sige til, at dine drømme cirkler omkring dystopi og Brøddan. Hvis du, eller andre af denne brevkasses læsere, slås med en spirende depression, vil jeg råde til, at man holder sig langt væk fra Gudhjem i november.

Når foråret atter sætter liv i Gudhjem, er du velkommen til at sende mig dine drømme for yderligere analyse. I mellemtiden må vi alle drømme om en hvid jul, om timedrift på alle BAT-busser, om udligningsreformen, om fuldt hus på Campus, om Express 5 uden værftsophold, om torsk fra Østersøen, om en ny folkemødedirektør, om flere gravide bornholmere og snerydning på biveje.

Har du overvejet at udgive dine drømme som børnebøger?

med venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted, og med tak til Jens Sigsgaard, Ludvig Holberg og en lille smule Henrik Norbrandt.

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: Der findes ingen dumme spørgsmå. God fornøjelse.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT