En regulær studehandel

SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 13. oktober 2024 • 19:00
Af:
Mikael Harild
Svaneke
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 13. oktober 2024 • 19:00

Skribenten kalder budgettet for en hån imod bornholmernes intelligens.

Mange bornholmere giver udtryk for at have politikerlede, og denne uges kommunalbestyrelsesmøde må da have styrket politikerleden yderligere.

Endelig enighed, men nej

I år enedes en samlet kommunalbestyrelse for første gang i denne valgperiode om et budget for det kommende år, og ved førstebehandlingen var der fortsat enighed om budgettet bortset fra Søren Schou og Heidi Burgedahl, der gerne ville bevare Madskolen i Nexø.

Dette kunne de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer imidlertid ikke tilslutte sig, for man havde jo indgået et forlig alle sammen, hvilket da også blev påtalt.

Dette ændrede sig imidlertid ved budgettets andenbehandling i torsdags, for her var der også kommet et andet punkt på dagsordenen, nemlig energiparken som de to nexøpolitikere tidligere havde meldt ud, at de ville stemme imod.

Ved behandlingen af budgetaftalen havde Søren Schou og Heidi Burgedahl stillet et ændringsforslag om bevarelse af Madskolen, og nu viste det sig pludselig, at Socialdemokraterne, Konservative, Kristendemokraterne og Moderaterne kunne gå med til at bevare Madskolen. Til gengæld ville Søren Schou og Heidi Burgedahl så pludselig stemme for energiparken.

Studehandel

Det er tydeligt, at dette er resultatet af en gemen studehandel, hvor de to nexøboer blev ”købt” til at stemme for energiparken til gengæld for, at Madskolen skulle overleve - en studehandel, som også efterfølgende er blevet bekræftet af både Søren Schou og socialdemokraternes Claus Larsen-Jensen.

Forsøget fra de fire partier på at kalde dette politiske holdningsskift for resultatet af en høringsproces er en hån imod almindelige bornholmeres intelligens og er blot yderligere brænde til den bornholmske politikerlede.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT