Besparelse på Handybat kommer til at koste dyrt

Camilla Trihøj mener, det bliver en dyr fornøjelse for BRK at spare på de handicapede kørselsmulihgeder.

Jeg er 40 år og har nu i 10 år haft sclerose. Jeg har fra begyndelsen brugt kørestol og rollator. Med specialiseret sclerose-træning kan jeg holde mine funktionsevner ved lige, sådan som de nu er med denne kroniske sygdom.

Jeg har indtil nu kunnet klare mig alene i mit hjem. Jeg får hjælp til rengøring, som jeg selv betaler for. Jeg får hjælp til alt det der foregår udenfor mit hjem af mine forældre (der selv kæmper med sygdom), for eksempel indkøb, apotek og lægebesøg. Jeg er bevilliget en ledsagerordning, så jeg har 15 timer om måneden, hvor jeg kan forlade mit hjem og blive ledsaget af en kommunalt ansat til for eksempel at kunne tage på biblioteket, til frisør, på lidt større indkøb og lignende. Det er jeg taknemmelig for.

Og ja, så hjælper kommunen mig med transport (de første 10km er gratis, resten betaler jeg for), når jeg går til fysioterapi og træning på grund af min sclerose. Men den mulighed er nu taget fra mig. Det har Bornholms Regionskommune valgt at spare på. Så jeg og mange andre kronisk syge og handicappede ikke længere kan få transport til vores vederlagsfrie og livs(kvalitets)nødvendige træning og behandling hos fysioterapeut.

Som kørestolsbruger kan jeg ikke benytte den almindelige offentlige transport, men har mulighed for at benytte mig af cirka 104 ture årligt med Handy BAT (jeg betaler ligesom hvis jeg skulle købe en busbillet, med lidt rabat). De kan køre mig til mine aktiviteter i en minibus, der kan have mig med i min kørestol.

De ture kan jeg bruge til frihed og føle en selvstændighed, som alle andre der gerne vil ud og tage del i livet. Men den mulighed bliver nu taget fra mig. Fordi jeg kun vil have “råd” til at tage til min livsnødvendige træning og intet andet. Jeg er så ked og bekymret for min fremtid. Jeg føler mig jo ung endnu og mit liv er forhåbentlig også langt endnu. Men jeg vil komme til at få brug for mere kommunal hjælp i min hverdag, hvis jeg ikke får mulighed for at få den professionelle behandling og træning, som en sclerosediagnose kræver. Og er der råd til det?

Dette var blot min historie og virkelighed. Men jeg ved det rammer mange. Det rammer mennesker og deres mulighed for at føle sig som frie og selvstændige mennesker og give håb om at sygdommen ikke tager alt fra dem (mig).