Anerkend Palæstina

Kikkerten for det blinde øje.

Verden holder vejret mens vi afventer næste træk fra de stridende parter som svar på seneste angreb.

Yahya Sinwar, Hassan Nasrallah og flere med dem er dræbt - noget som rejser spørgsmålet om, og muligvis et håb om, at det vil muliggøre en frigivelse af israelske gidsler og en eventuel. ny begyndelse på Gaza-striben.

Eller om krigen vil eskalere og helvede bryder løs.

Kun guderne ved

Men en ting ved vi - lidelser som følge af terror og krig har sin pris, og den er det altid kvinder og børn, som må betale, og det bør og må påvirker os alle til et ønske om fred!

Her hjemme i Danmark er alle de (jøder, muslimer, kristne), der har familie og venner i Israel, Palæstina og Libanon, hårdt ramt - dårlig nattesøvn, angst for at gå ud i det offentlige rom, tør næsten ikke tage telefonen, i angst for sine slægtninge og venner og ikke mindst, fordi de bliver holdt ansvarlige for deres respektive landes politiske handlinger og ansvarliggøres for noget, som de ikke har ansvar for, stemt på, eller har del i !

Empati

Vi må som civiliserede borgere kunne vise forståelse og empati, så enkeltindivider og fællesskaber kan føle sig trygge i Danmark.

Ingen skal behøve at leve med had, ophidselse, trusler og bevæbnede vagter i vuggestuer, børnehaver, skoler, institutioner eller på arbejdspladser som følge af en konflikt, som ingen har bedt om.

Hvad er løsningen?

Lave K. Broch stiller et retorisk spørgsmål i sit svar den 8. oktober til Holger Poulsen.

"Hvordan får man fred, hvis en besættelse fortsætter?"

Broch synes at insinuere med sit svar, at det er Israel som er skurken - den ansvarlige for alt det, som har sket, og som sker i regionen lige nu og bruger udtrykket"…. jord, der er stjålet fra palæstinensere."

"Palestina" er det navn, som man har brugt helt fra middelalderen om store dele af det landområde (med mange folkeslag), som har været underlagt mange krigsherrer og senest var under britisk mandat frem til 1948 og omfattet mere end Israel, Gaza og Vestbredden.

Igennem hele historien har Palæstina været præget af venskab og fjendskab, som har bølger frem og tilbage som aks på en kornmark.

Staten Israel

Jeg fritger ikke Israels til enhver tid siddende regering for det ansvar, som de må bære.

Jeg er på ingen måde begejstret for, eller forsvarer af, den koalition, som styrer i øjeblikket - med højrefløjens rabiate holdninger og Netanyahus kamp for sitt politiske liv.

Derfor er det desto vigtigere at skelne mellem staten ISRAEL og det at være JØDE.

"JØDE" er det mest hyppgt anvendte og nedsættende skælsord brugt af unge og andre!

Terror

Lad mig minde Broch og andre af avisens læsere om, at det var Hamas som angreb, 7. november.

Det var Hamas som dræbte, Hamas som voldtog og Hamas som tog uskyldige gidsler - gamle, unge, børn - efter tegningen af Yahya Sinwar "slagteren fra Khan Younis, som var hjernen bag hele terrorhandlingen 7. november - støttet af Iran.

Iran, Israels største trussel, har det formål at vise støtte til "palæstinerne" for, at de, Iran, selv kan skaffe sig en position i den arabiske verden som dominerende magt i Mellemøsten i kampen mod Saudi-Arabien. Saudi-Arabien er Irans Sunni-arabiske rival, som i dag har kontrol over Mekka og Medina,og som ligger godt an til at tage føretrøjen i den arabiske verden.

Tidligere forhandlinger

Flere arabiske lande, også Saudi-Arabien, var i gang med at underskrive en 'normliseringsaftale' med Israel om gensidig anderkendelse og fredelig sameksistens - som Ægypten og Jordan gjorde efter 1967.

Flere af golfstatene sidder nu, uafhængigt af den igangværende konflikt, i et historisk møde med EU for at drøfter sikkerhed og ikke mindst handel og helt sikkert også situationen i Midtøsten - og som føler sig svigtet af sine egne.

Det forstår Iran at udnytte og derfor brød det ud 7. november, da Hamas gik til angreb på Israel for netop at forstyrre de igangværende samtaler, som ville have efterladt Hamas (og Iran) på perronen, når toget kørte.

Iran

Iran er nok en større og mere integreret del af hele situationen end man umiddelbart tænker på - især hvis man sætter kikkerten for det blinde øje og bare fokuserer på "Palæstina" som en kamp om land mellem Israel og palæstinerne (Gaza), og deres behov for at blive anderkendt som et folk, med en egen nation.

Vi må skelne

Vi må helt klart skelne mellem den almindelige araber og Palæstinensere - mellem Fatah og Hamas.

Er det egentlig fred og sikre grænser, at "palæstinenserne" (Hamas) ønsker?

For at forstå kompleksiteten er det vigtigt at huske, at Hamas (Hisbollah, Hutierne, IS og andre) henter sine ideologiske rødder fra Det Muslimske Broderskab, etableret i 1928 med et religiøst-fundamentalistisk og historisk statsideal.

Fred vil næsten være utænkelig for en ideologi, som bygger på en klassisk opfattelse af nationen og antisemittisme, nedskrevet i Charter til Den Arabiske liga (1945) PLO (1964, revideret 1968) Hamas (1988), og har det til fælles, at Israel som nation skal udslettes fra jordens overflade og jøderne udryddes.

Den gang og nu

Egyptens præsident Nasser proklamerede dette i sin sejrsstale i 1953, da han overtog msagten efter statskuppet.

Ismail Haniyeh gentog det i et interview kort efter 7. november på TV, mens hele verden følte smagen af blod og råbte:

#From The River to The sea" - "Ingen fred før Al-Aqsa-moskeen er fri" - "Ingen zionister i vores gader".

Dette lød i gaderne med folk som en ulveflok på jagt, mens jøder i Danmark og vores nabolande, skjuler og gemmer deres identitet i frygt for hvad, der kan ske.

Er det hvad ønskes?

Er det det, som Broch og hans nye parti står for i deres bejlen til folk om vælgererklæringer?

I Hamas' charter kapitel 13 står dette om fredelige løsninger, fredsinitiativer og internationale konferencer.

Fredsinitiativer, de såkalte fredsløsninger, og de internationale konferencer, som skal løse det palæstinensiske problem, står alle i motsetning til det Den islamske modstandsbevegelsen satser på.

Hvad er det da, at modstandsbevægelsen satser på?

Mener Broch, at palæstinænsernes (Hamas) holdning er at opfatte som vilje til samtale om fred og ønsket om gensidig respekt for faste grænser fra den anden part i konflikten for at få til en fredelig sameksistens?

Jeg skal ikke trætte Broch med de fakta, som viser, at "palælstinenserne" altid og ved enhver anledning har sagt NEJ!

Palæstina blev først et begreb og opstod med Arafat/PLO, Sorte september, OL72, Blekingegadebanden og venstresidens revolutionære opvågning.

Jeg går ud fra, at Broch ved, at der hver fredag i Iran afholdes 'Jerusalemdag' i Teheran - dagen hvor mullahregimet arrangerer demonstrationer mod Israel, og hvor det råbes død over Israel.(lille Satan), som for Iran er en substitut for deres had mod Den store Satan (USA)

Samtidigt bærer Palæstinakomiteer og demonstranter på vores breddegrader plakater med:

"make Israel PALESTINE again"

Den almindelige iraner

Den almindelige iraner føler sig nok mer persisk end arabisk, og før revolusjonen, før presteskabet tog magten, havde Iran et normalt forhold til Israel.

Pludselig har også vi fået Iran og hele præstestyret på skødet her i Danmark, når de har udvidet deres indflydelse til Skandinavien gennem brug af kriminelle nætværk og mindreårige stik-i-rend drenge i deres tjeneste til vold, had og terrorangreb.

Hvad så, Broch?

Hvilke tanker gør Broch og Demokraterne sig om det?

Er løsningen bare en ensidig anderkendelse af Palæstina ogg alt ansvar lagt på Israel?

I sit svar til Poulsen siger Broch:

"Glem ikke, at den tidligere israelske premierminister Yitzhak Rabin netop blev myrdet af en jødisk fundamentalist."

Men så må Broch ikke glemme, at det også var en fundamentalist, som dræpte Ægyptens præsident, Anwar Sadat.

Mener Broch, at Yigal Amir som skød og dræpte Yitzhak Rabin i 1995 kan anses for at repræsentere israelerne generelt?

Hvad er fred?

Ordet "fred" kommer af det norrøne ord "friðr" (kærlighed). Det var beslægtet med ordet "fri", defineret som fravær af fjendskab, skænderi og konflikt og altså som en modsætning til "krig".

En tostatsløsning er for mig - på nuværende tidspunkt - et luftkastel og en ren belønning af terror.

Der må altid to til en tango!