303 gode grunde til at sige tak

303 gode grunde til at sige tak
LEDER | 9. JAN 2025 • 05:30
LEDER
9. JAN 2025 • 05:30

Publikum, politikere og Clement Kjersgaard viser sammen, hvordan det lokale demokrati holdes levende.

Når 303 abonnenter og borgere vælger at bruge en aften i Rønne Theater for at høre vores lokale politikere og Clement Kjersgaard debattere, sender det et stærkt signal om, at demokratiet lever i bedste velgående her.

Vi lader os ikke blot passivt underholde. Vi tager selv del i dialogen og udfordrer dem dem, der repræsenterer os. Det er en meget afgørende brik i det store, demokratiske puslespil som gør vores samfund helt unikt og langt mere frit og rart at leve i end mange andre.

Det er også værd at fremhæve de syv politikere på scenen for deres mod og vilje til at møde vælgerne på tæt hold. De kunne have gemt sig bag skriveborde, pressemeddelelser og sociale medieprofiler, men i stedet stiller de sig åbent til rådighed for både publikum og en af Danmarks skarpeste interviewere. I en tid, hvor politisk mistillid desværre trives mange steder, er det en vigtig påmindelse om, at genuin lydhørhed og nærhed fortsat eksisterer i politik – især når det gælder de sager, der virkelig berører vores lokalsamfund.

Det er i særdeleshed værd at glæde sig over Clement Kjersgaards tilstedeværelse til Bornholms politiske nytårskur. At en velkendt debatvært prioriterer at rejse til Bornholm, vidner om respekt for og anerkendelse af, at også de mindre samfund har en stemme, der fortjener opmærksomhed. Mens hovedstaden ofte kan stjæle rampelyset, er det afgørende for sammenhængskraften i vores styreform, at land og by mødes i den politiske debat.

Vores styreform står og falder med, at vi som borgere fortsat tager den alvorligt. Derfor er det livsbekræftende, at både publikum, politikere og Clement Kjersgaard bidrager til at holde samtalen kørende her på Bornholm. Så længe vi møder talstærkt op og insisterer på åben debat og konstruktiv samtale, kan vi være sikre på, at demokratiet fortsat udvikler sig – til glæde for os alle.

For Tidende er det oplyste demokrati selve meningen med vores eksistens. Derfor er der 303 gode grunde til at sige tak.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT