Vi kan godt være bekendt at holde en ørreddag

Vi kan godt være bekendt at holde en ørreddag
Det er meget nemmere at fange fisk, hvis der er lidt gang i vandet, lyder rådet. Foto: Bornholms Sportsfiskerforening
14. APR • 19:00
Holger Larsen
Journalist
14. APR • 19:00

Bornholms Sportsfiskerforening holder langfredag ørreddag for 58. gang.

Langfredag er lig med ørreddag og en stor dag for mange bornholmske og tilrejsende lystfiskere. Men fiskebestandene i Østersøen er pressede, og derfor kunne man komme i tvivl om, hvorvidt Bornholms Sportsfiskerforening (BSF) kan blive ved med at holde traditionen i hævd.

Men det gør man, og ørreddagen fredag den 18. april bliver nummer 58 i rækken. Og sportsfiskernes formand, Niels Fastrup, hører ikke til blandt dem, der ser meget sort på tingene:

– Jeg mener, at der er ørreder nok til, at vi kan være bekendt at holde en ørreddag. Dem, der fisker – og ikke kun taler om, at der ingen fisk er – de får sig stadig en ørred i ny og næ. Hvis man går ind og kigger på hjemmesiden "din-fangst", kan man se, at der bliver taget fine ørreder ind imellem ved de bornholmske kyster, siger han.

Flere fisketurister

– Der har da været højdepunkter, hvor der har været flere fisk, men der har også været lavpunkter, hvor der har været færre. Sæsonen i år indtil videre har ikke været den dårligste. Slet ikke, siger Niels Fastrup.

BSF-formanden mener også, at det hører med til billedet af en generelt faldende ørredbestand, at der også er kommet mange flere lystfiskere. Det er ikke fordi der er kommet mange flere bornholmske lystfiskere, men der er kommet flere tilrejsende lystfiskere.

– Fisketuristerne kommer, fordi det er rygtedes, at Bornholm er en fantastisk ø at fange ørreder på. Det har det været. I dag skal man måske heller tage til Møn. Men man kan stadig fange en ørred, hvis man er ihærdig, siger Niels Fastrup.



Frederik Gregersen vandt ørreddagen i 2022 med denne krabat på næsten fire kilo. Foto: Bornholms Sportsfiskerforening

 

Bedst i bølger

BSF-formandens råd til de mindre rutinerede er:

– Det er lækkert at stå i solskin og læ. Men det er meget nemmere at fange fisk, hvis der er lidt gang i vandet. Man skal tage så hårdt vejr, man overhovedet gider stå i, siger han.

Ørreddagen havde i sin storhedstid omkring 400 deltagere.

– I de seneste år har der vel været omkring 170. Kommer vi op i nærheden af det i år, er jeg tilfreds. Foreningslivet hos os er ligesom alle andre stedet for nedadgående. Folk fisker mere for sig selv, siger formanden om udviklingen.

Åben konkurrence

Langfredag og ørreddagen har ofte været lig med koldt og blæsende vejr, nogle gange den såkaldte påskeøsten. Men i år skulle der ifølge DMI’s prognose være udsigt til stille vejr og temperaturer helt op til 19 grader.

Konkurrencen er åben for alle. Man skal blot købe et ørreddagskort for at være med. Deltagergebyret går dels til klubdriften i BSF og dels til Vandpleje Bornholm, som arbejder for at skabe et godt vandmiljø på Bornholm.

Man kan fiske fra tidlig morgen til klokken 17.30. Indvejning kan foretages ved foreningens klubhus på Nørrekås i Rønne fra klokken 16.30 og slutter præcis klokken 18, hvor det er sidste chance for at stille sig i kø. Herefter bliver der præmieoverrækkelse til de dygtige/heldige lystfiskere.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT