Universets vildveje

KLUMME

Det står mig i stigende grad klart, at jeg er i strid opposition til tilværelsens grundlæggende vilkår.

Vi bliver født, og tak for det. Jeg er dybt taknemmelig, til stadighed forundret og ville ikke have været det foruden. Men faktisk er jeg også smerteligt bevidst om, at alt, alt for mange mennesker har fået en tur i karrusellen, som var styg fra ende til anden.

Aldrig var der en chance for at undslippe et hængedynd af armod, sygdom, overgreb, spot, spe og kummerlighed, og det hele endte i et angstfyldt skrig eller et fortvivlet, smertefyldt sidste suk.

Eller som Frank Hvam har sagt om nyindgåede ægteskabers udsigt, dengang tuberkulosen hærgede: Der var de otte gode år, dernæst fulgte de to hoste-år – og så var det slut.

Øv, jeg er i opposition.

Undgår man en decideret ulykkelig skæbne og balancerer i stedet ad en heldig sti – vel vidende, at den konstant smyger sig tæt forbi faldgruber, hængedynd, kvababbelser og kalamiteter – vil man formentlig opleve momenter af kærlighed, af lykke, smil og latter, af livslyst og overskud og endorfiner, der blafrer som sommerfugle i det endokrine system og dopaminer, der synger skønsange og lader den ene sprøde tone følge den anden på yndefulde spring mellem hjernens synapser.

 

Der er skam god grund til at tude
sig angstfyldt i søvn hver aften.

 

Pludselig er der venner, der er fester, der er kærester – én ad gangen, fortrinsvis – der er oplevelser og børn og rejser og samhørighed og succes på studiet, på arbejdspladsen, på badmintonbanen, hvor fjerbolden beslutter sig for at trimle over nettet til modstanderens side.

Der er en softice så himmelsk, at man aldrig glemmer den igen. Da var man seks år.

Måske – måske! – som hovedpersonen i Knud Sønderbys generationsroman "Midt i en jazztid" oplever man også dette som helt lille: Sukkermaden lander med sukkeret opad, da man taber den.

Der er selvfølgelig også hverdage. Hold af dem, elsk dem, men pas på, for de svinder umærkeligt hen og bliver til år og årtier, og man kigger tilbage og ser den skyggefulde dalsænkning, men lader hellere blikket vandre mod de få solbeskinnede bjergtoppe.

Og ...

Det får alt sammen en ende, alt for snart. Vennerne forsvinder, kærligheden forvitrer, sukkermaden og festerne og solopgangene og solnedgangene og musikken og kyssene og Paris i sommernatten, New York i efterårsfarver, London i julestemning, dig selv i forårssprudlen. Pist væk.

Noget af det forsvinder før dig, alt forsvinder med dig.

Og hvad så. Hvor, hvordan, hvorfor?

Jo, jeg er opposition. I stigende grad.

 

Kan du ikke gå foran?
Det er også, fordi jeg ikke har sovet i fire døgn.
Jeg trækker mig lige tilbage her og prøver
at regne ud, hvad jeg skal gøre.

 

Jeg var i Netto på Store Torv i Rønne en onsdag aften ved 19-tiden for en lille måneds tid siden for at købe et par småting, da jeg bemærkede en nydelig mand – han var da i hvert fald skaldet – komme ind efter mig og begynde at støve lidt rundt i grøntafdelingen.

Jeg studsede over påklædningen: Hvid T-shirt, som han havde nede i sine sorte boksershorts. Nix weiter, bare ben, bare fødder. Udenfor var der vandpytter på fortov og kørebane. Det var bestemt ikke en lun sensommeraften.

Da jeg stillede mig i betalingskøen, stod han foran mig. En pakke røde vindruer var det blevet til.

Kassemedarbejderen scannede den ind, og kunden med de bare fødder begyndte at taste på betalingsterminalen.

– Har du et Dankort, ville kassemedarbejderen vide.

– Jaja, sagde Barfod.

– Men det ligger ude i pungen.

Han tastede forsøgsvist videre.

– Jamen, du har ikke sat noget kort i, insisterede kassemedarbejderen.

– Nej, sagde Barfod og stoppede op med et forvildet suk.

Så fortsatte han til mig:

– Kan du ikke gå foran? Det er også, fordi jeg ikke har sovet i fire døgn. Jeg trækker mig lige tilbage her og prøver at regne ud, hvad jeg skal gøre.

Han tog et par skridt baglæns til båndet ved nabokassen og grublede tydeligvis, så det knagede.

Kassemedarbejderen bad om druerne, så han kunne trække dem ud igen, inden han scannede mine varer ind. Barfod fik dem tilbage, og mens jeg pakkede mine indkøb ned, sagde medarbejderen venligt til ham:

– Du er jo nødt til at finde ud af at betale.

– Ja, sagde Barfod.

– Men jeg har jo ikke sovet! Så jeg fungerer ikke på samme plan som jer.

– Undskyld mig, sagde jeg til kasseekspedienten.

– Lad mig lige betale for de druer, det går jo helt galt det der.

Umiddelbart efter forlod jeg butikken, og jeg hørte ham sige til Barfod.

– Værsgo, druerne er dine.

– Tak, lød svaret, og så var han på vej igen til ...

Til hvad?

Hele episoden gav mig ubehagelige anelser om, hvordan jeg risikerer engang selv at stå på en af universets rastepladser i et supermarked, jeg aldrig har besøgt før og ikke ane, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvor jeg kom fra, hvordan jeg er havnet der, hvor jeg skal hen. Hvordan jeg overhovedet kommer videre fra dette ingenmandsland, som nok er befolket, men hvor intet synes mig bekendt, fordi jeg har forladt det liv, jeg kendte.

Og ekspedienten beder mig om en kode, som jeg ikke kan regne ud. Forhåbentlig er der en, der hjælper mig videre.

Og måske forsøgte jeg egentlig bare at investere mig til noget god karma, da jeg købte de druer.

For hvad kan man gøre?

Intet.

Så der er skam god grund til at tude sig angstfyldt i søvn hver aften.

 

Det gentager universets
negativitet. Den afskyelige,
ensomme tomhed i tilværelsen.

 

Filminstruktøren Woody Allen har fortalt, at ifølge hans mor var han, indtil han blev cirka fem år, en sød, humørfyldt og omgængelig lille dreng, men pludselig blev han tvær, indebrændt og reserveret, hvilket han ikke er i tvivl om skyldes, at han var blevet bevidst om sin egen dødelighed – "fortsætter det her ikke til evig tid? Protest!".

Nu tænker én og anden sikkert lidt nedladende, at det med andre ord er lykkedes mig i overraskende sen alder omsider at opnå en femårigs perspektiv på livets store spørgsmål, men nej, det er naturligvis ikke tilfældet. Jeg har da været der hele tiden, til forskel fra andre har jeg bare ikke fået et blasert forhold til erkendelsen.

Indtil det måtte ske, tror jeg derfor, det er nødvendigt at angribe det ubegribelige så jordnært, som Woody Allen gør det i Filmen "Mig og Bogart", da han er gået på kunstudstilling og stiller sig ved siden af en kvindelig museumsgænger, hvis dystopiske livssyn han forsøger at tackle med en indædt optimistisk dagsorden, som – indrømmet – ikke mindst er drevet af en af universets stærkeste og mest ukontrollable kræfter, nemlig jagten på et amourøst forhold.

Allen: – Det er en dejlig Jackson Pollock, ikke?

Kvinden: – Ja, det er det.

Allen: – Hvad siger maleriet dig?

Kvinden: – Det gentager universets negativitet. Den afskyelige, ensomme tomhed i tilværelsen. Intetheden. Menneskets vanskeligheder ved at være tvunget til at leve i en ufrugtbar, gudløs evighed som en lille flamme, der flimrer i et enormt tomrum indeholdende intet andet end affald, rædsel og nedbrydning, som danner en ubrugelig og dyster spændetrøje i et sort absurd kosmos.

Allen: – Hvad skal du lave lørdag aften?

Kvinden: – Begå selvmord.

Allen: – Hvad med fredag aften?