Ugens klumme: Voksenskældud

KLUMME

Det var ikke sådan, at det kun var Mette Frederiksen, der fik skældud i 2020. Jeg tog også min del af ...

... nej, lad mig lige stoppe mig selv her og justere en anelse: jeg både modtog og gav min del af udskældningen.

Den, der gav mig flest skældud, var traditionen tro min datter. Jeg fik skældud for at blande mig for meget, for at have en mening, for at sige de forkerte ting på de forkerte tidspunkter, at tale for højt, at grine for højt, at skælde for meget ud, da hun mistede sit Nem-ID, rejsekort, pas og sygesikringsbevis på én gang og en lang række andre forhold, som jeg har fortrængt.

Fra min søn fik jeg mest milde irettesættelser. Jeg har faktisk glemt, hvad det gik ud på, måske noget med at jeg ikke må offentliggøre billeder af ham på facebook uden at få tilladelse af ham først.

Det forstår jeg overhovedet ikke. Jeg mener, han er så smuk og fantastisk og dejlig og speciel, hvorfor må jeg ikke dele et lillebitte billede af ham!?!? Hvad kan det skade?? Jeg er jo bare stolt af ham!?!?!

Beats me. Men det må jeg altså ikke.

Nu er mine børn fyldt 20, men jeg føler ikke helt, at vi er kommet ud af den periode, som karakteriserede deres teenageår, hvor alt, hvad jeg gjorde, sagde og tænkte, var pinligt og forkert.

Fra det sekund, de sætter sig
ind i bilen, ændres stemningen

I dag er jeg imidlertid fyldt med håb og en ny form for overbærenhed, og det skyldes, at jeg kort før jul mødte Leanne Morgan på internettet.

Leanne Morgan er en næsten jævnaldrende kvinde fra Knoxville, Tennessee. Hun er komiker, og hun kan beskrive hverdagen med teenagere så præcist og så ondt, at selv de mest horrible teenage-krænkelser bliver morsomme. Min favorit 'bit,' som det hedder i standup-universet, altså min favorithistorie, kan ses på Youtube. Her giver Leanne Morgan et knivskarpt kik ind i livet med unge teenagere.

Leanne holder uden for skolen og venter på, at hendes teenagedøtre skal komme ud. Klokken ringer, og der kommer de væltende ud i en stor flok. Leanne får øje på sine piger, de er i godt humør. De snakker med vennerne og vinker, og laver sjove fagter og råber 'ses, yo' eller noget.

Fra det sekund, de sætter sig ind i bilen, ændres stemningen. Døren smækkes i, den ene rammer mor i baghovedet med sin rygsæk, den anden snerrer: Er der ikke noget mad i den her bil?!?! Jeg er ved at DØ af sult...

På vejen hjem er døtrene ved at slå hinanden ihjel omme på bagsædet, mens Leanne kæmper for at koncentrere sig om at køre bilen. Min yndlingsdel er der, hvor de to piger bare sidder tavst og stirrer tomt ud i luften, indtil den ene begynder at sige: Mor? Mor? Mor? Mor? ud i luften.

Det er ikke mere end to uger siden, min datter gjorde det samme. Liggende i sin seng, halvvejs mellem søvn og vågenhed.

Mor ...

Ja?

Moar ... Moaar ...

Ja??

Leanne Morgan fortæller også om hvordan, det er at have ældre teenagedøtre, som hader alt, hvad mor og far gør.

På et tidspunkt nedlægger datteren forbud mod cornflakes på morgenbordet, fordi hun ikke kan udholde den knasende lyd fra forældrenes tænder, når de spiser.

Leanne Morgan er gift med Chuck. 'He's so not fun', siger hun, og forklarer, at det skyldes hormonelle forandringer. Hendes hormonelle forandringer, vel at mærke. Leanne er 52, og hendes østrogen og progesteron er faldende, 'hvilket åbenbart gør mig ondskabsfuld og bitter'.

Som Jean-Paul Sartre, den franske
filosof, så rigtigt sagde: L'enfer, c'est les autres.
Helvede, det er andre mennesker

Den følelse kan jeg i den grad nikke genkendende til! Nu er det godt nok efterhånden en del år siden, jeg var i overgang, men hold da op, hvor var jeg ond og bitter i den periode. Nu er jeg bare vred, utålmodig og utrolig træt, hvilket jeg tilskriver en blanding af corona-nedlukning, hormoner (er der overhovedet nogen tilbage?) og andre mennesker.

Som Jean-Paul Sartre, den franske filosof, så rigtigt sagde: L'enfer, c'est les autres. Helvede, det er andre mennesker.

Det er nok det sjoveste og mest rigtige nogen filosof nogensinde har sagt. For hold da op, hvor er andre mennesker irriterende! Alle de idiotiske meninger og vaner, andre mennesker har!! Og hele den forestilling de har om, at jeg skulle være interesseret i at høre om det?? Svaret er nej!!! Jeg er IKKE interesseret. Jeg er i gang med noget. Jeg arbejder. Jeg tænker (ergo er jeg, som Descartes sagde). Jeg ser comedy på Youtube eller Breaking Bad på Netflix. Og du mener noget??

Som Leanne Morgan siger: I don't care.

Sådan er det at blive ældre. Man er ligeglad, og det er en kæmpelettelse. Lige bortset fra, når andre mennesker forstyrrer med deres meninger og synspunkter og dårlige vaner. Så bliver man irriteret igen.

Jeg kendte faktisk ikke begrebet voksenskældud før i oktober sidste år, da en af mine gamle venner kom til Bornholm. Han var ved at skrive en bog om sundhed, og jeg havde lovet at hjælpe med den sidste afpudsning. Vi havde aftalt, at det var bedst at gøre det hos mig, så vi kunne arbejde uforstyrret.

Da vi fik tændt computeren, viste det sig, at manuskriptet var langt fra færdigt. Min gamle ven åbnede det ene dokument efter det andet og kommenterede undervejs, det skal med, det skal også med, det her ... det skal skrives om, det her ... det skal ikke med ... det her er et citat, det kan man sætte et eller andet sted ...

Sådan fortsatte han i et kvarter.

Til sidst sad jeg bare og så på ham.

Hvor er manus, sagde jeg så.

På det tidspunkt vidste jeg jo godt, at den sørgelige bunke af ufærdige dokumenter, som han sad og rodede med, var det, der skulle blive til et færdigt manuskript. Men nu var jeg blevet vred.

Det bliver dyrt det her, snerrede jeg med smalle læber.

Og så fik min gamle ven ellers en kæmpe skideballe. Hvad han bildte sig ind at komme anstigende her og lægge beslag på MINE surt opsparede fridage med sådan en omgang halvbagt amatørarbejde, som hverken var HELT eller halvt færdigt, og hvad han egentlig havde forestillet sig??

Jeg stoppede for at trække vejret, men min gamle ven kunne godt fornemme, at jeg ikke var færdig, så han holdt klogeligt sin mund, mens jeg tordnede videre:

Har du forestillet dig, at JEG skal skrive din bog færdig?? To uger før deadline?? Hvad fanden tænker du på?? Du skulle komme herover med et FÆRDIGT manuskript, som vi skulle FINPUDSE!! Det var AFtalen!!

Det var pisseirriterende, men jeg blev nødt til at holde inde et kort sekund for at få luft til finalen:

Hvor var det, du sagde, du var i efterårsferien?? I SVERIGE?? Er du sindssyg?? Hvorfor tager du på FERIE, når du ikke er i nærheden af at være færdig med dit manuskript?!?! Tror du, det er NEMT at skrive en bog?!?! Ved du, hvad jeg synes?? Jeg synes du skal tage tilb ...

Så ringede hans telefon. Det var hans kone, der ville høre, hvordan det gik.

Jeg tror, jeg er ved at få voksen skældud, svarede min gamle ven lavmælt, og så kom jeg desværre til at grine.

Tre dage senere var manuskriptet stadig langt fra færdigt. Men alle de løse dele var samlet på ét dokument, og vi havde et nogenlunde overblik over hvad, der manglede.

Jaja. Det går op og ned
her i livet, og ingen er perfekt.
Slet ikke jeg

Da bogen udkom, fik jeg et chok over at se det færdige resultat. Ud over teksten, som faktisk var udtryk for en Herkules-præstation, havde min ven lagt et kæmpe arbejde i opsætning, tryk og layout. Det så skidegodt ud!

Meget professionelt, sagde jeg, mens en mudret følelse af dårlig samvittighed og skam skyllede ind over mig.

Så gav jeg ham en undskyldning for skideballen, og så sagde han, at den havde været fuldstændig på sin plads, og så var vi gode venner igen.

Jaja. Det går op og ned her i livet, og ingen er perfekt. Slet ikke jeg.

Men jeg tror, jeg holder fast i min personlige livsfilosofi: Man knokler, og så har man det sjovt for resten af pengene.

Til alle de inkompetente, idiotiske, jeg-har-ikke-noget-på spil-og-heller-ikke-noget-liv-men-jeg-ved-alligevel-meget-bedre-typer har jeg kun et spørgsmål: Vil du gerne have mit liv? Ellers SHUT THE FUCK UP!!!

I don’t care.