Udlejningsbureau vil have flere til at leje sommerhuset ud

| ABONNENT | 8. NOV 2019 • 18:39
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
8. NOV 2019 • 18:39
Turststrømmen til Bornholm sætter sommerhusudlejningsbureauerne under pres.

Særligt i højsæsonen mangler der sommerhuse til de mange turister, som vil holde ferie på Bornholm, og der er et stort uudnyttet potentiale, for kun halvdelen af Bornholms 3.400 sommerhuse bliver lejet ud til turister.

I et forsøg på at dække efterspørgslen og udnytte dette potentiale lancerer udlejningsbureauet Sol og Strand nu en række initiativer, der skal overbevise flere bornholmske sommerhusejere om, at det kan betale sig at leje ud.

Udlejning uden binding

Mange sommerhusejere holder sig tilbage fra at leje ud, fordi de gerne selv vil bruge deres hus i en del af højsæsonen, og de er også tilbageholdende med at binde sig for en hel sæson.

Derfor vil Sol og Strand nu give sommerhusejere, der ikke tidligere har lejet ud, mulighed for at afprøve, hvordan det er at leje ud, uden at binde sig for en længere periode.

 
1.799 af Bornholms
3.400 feriehuse udlejes
til turister

 

– Vi gør det mere fleksibelt at udleje sit sommerhus. Vi har indført ”Ingen Binding” for at give potentielle udlejere mulighed for at teste, hvad det vil sige at leje ud, forklarer Per Petersen, der er bureauchef hos Sol og Strand Bornholm.

Det giver sommerhusejerne mulighed for at trække sig, hvis de, efter at have prøvet det, finder ud af, at de alligevel ikke har lyst til at leje deres hus ud.

Mindre skat af lejeindtægt

Endvidere vil Sol og Strand Bornholm give sommerhusejerne mulighed for selv at benytte deres hus i højsæsonen, således at de kun behøver at leje ud i de perioder, hvor de ikke selv vil benytte huset.

Desuden håber Sol og Strand Bornholm, at nye skatteregler for sommerhusudlejning vil lokke flere sommerhusejere til at leje ud.

I 2020 er de første 41.800 kroner af lejeindtægten skattefri, og for den resterende lejeindtægt skal der kun betales skat af 60 procent af beløbet.

– Det gør det til en god forretning at leje sit sommerhus ud, og det har også stor betydning for lokalområdet, for turisterne skaber omsætning og job i de lokale butikker, uddyber direktør fra Feriehusudlejernes Brancheforening, Carlos Villaro Larsen.