Bornholm har nøglerolle i et stort pragtværk om Royal Copenhagen

Øens lerforekomster var en uomgængelig forudsætning for etableringen af den nu 250-årige verdensberømthed. Og den nyudkomne "Danish porcelain - 250 years of Royal Copenhagen and Bing & Grøndahl" vrimler med lokale navne.

I følge turisterhvervet selv er kulturturismen en vigtig brik i visionen om at skabe en bæredygtig og attraktiv turismeindustri, der kan konkurrere på den internationale scene. For 55 procent af de udenlandske gæster vil betegne sig selv som kulturturister.

Dermed er kulturen et vigtigt aktiv, når det gælder om at sælge Danmark som rejsemål. Og her på øen er turismens andel på hele 37 procent af kultur- og oplevelsesbranchens samlede omsætning. Kun den jyske vestkyst når samme niveau. Resten af landet ligger på knap det halve.

I publikationen kulturturisme ”Kunsthåndværkernes ø – når erhvervs- og stedsudvikling går hånd i hånd” har Center for Regional – og Turismeforskning beskrevet, hvordan oprettelsen af sekretariatet Makers Island har ført til en succesrig erhvervsudvikling - blandt andet gennem kulturturisme.

Internationalt ry

Her beskrives forløbet fra etableringen af den lokale kunsthåndværkerforening Arts and Crafts Association Bornholm i 2002 til udnævnelsen i 2017 til World Craft Region, som det første sted i Europa og som det første ø-samfund i verden.

Den internationale jury, der stod for udnævnelsen, var "meget imponeret over kvaliteten, autenciteten og den høje standard, hvor den rige tradition har ført til

en bred, rig og solid symbiose af værksteder, museer, biennaler og uddannelsesfaciliteter."

Og med internationale briller er det næppe nogen skade til, at Bornholm netop er anbragt i en nøglerolle i et nyt engelsksproget pragtværk i to bind "Danish porcelain - 250 years of Royal Copenhagen and Bing & Grøndahl" af dr. Elliot Todd, udgivet af ACC Art Books.

I 2005 fik Gertrud Vasegaard, der døde som 94-årig i 2007, plads i Kulturministeriets ”kulturkanon". Hun og hendes noget ældre samtidige gudhjembekendte, billedhuggeren Astrid Noack, blev dengang kanonens eneste repræsentanter for øens berømte billedkunst. Mellem jubilæumsbøgernes overdådige billedmateriale er bl.a. denne thepotte fra Vasegaards stel Gemina, 1965. Arkivfoto

Blandt de ældste

Men da værket beløber sig til astronomiske 936 sider med 2.402 farveillustrationer og 64 sorthvide, siger det sig selv, at mastodonten naturligvis også rummer meget andet end Bornholm, selv om øen var forudsætningen for etableringen tilbage i 1775 af en af de ældst eksisterende porcelænsfabrikker i verden.

Siden er porcelænet blevet en vigtig del af den danske designkultur. I dag hedder firmaet som bekendt Royal Copenhagen, som i 1987 opslugte landets anden store fabrik - Bing & Grøndahl fra 1853 - hvis virksomhed derfor naturligt også er inddraget.

Initiativet til Den kongelige Porcelænsfabrik i 1775 kom fra kemikeren Frantz Heinrich Müller, som havde eksperimenteret i nogle år og blandt andet fundet frem til, at der fandtes brugbar – omend ikke problemfri – kaolinholdig jord på Bornholm som det eneste sted i landet.

Første bornholmske

Bogen kalder direkte de første år fra 1775 til 1778 for "første bornholmske periode", fordi materialerne kom herfra. Kaolinen, også kaldet porcelænsler eller pibeler, blev "opdaget" ved udløbet af Grødby Aa ved Boderne, kvarts kom fra Robbedale og feldspat fra Svaneke og Nexø.

Helt fra de første år udgjorde det blådekorerede porcelæn - som eksempelvis mussel og blå blomst - størstedelen af fabrikkens produktion. Køberne var kongehuset og samfundets elite. Og porcelænet fik en vigtig funktion som hædersgaver både til danske og udlandet. Det skabte respekt og vidnede om landets kultur.

Ikke desto mindre havde produkterne fra disse første år i nutidens øjne en grålig kulør og døjede med urenheder, hvorfor man begyndte at importere renere fransk kaolin. Og så var det slut med fabrikkens første bornholmske periode.

Anden bornholmske

Importen af det franske ler blev midlertidig afbrudt i 1792 på grund af urolighederne i forbindelse med den franske revolution, og det stoppede endeligt i 1897. Men et forsvarligt lager sikrede, at man havde fransk kaolin til omkring 1812, hvorefter fabrikken igen måtte klare sig med sit eget bornholmsk ler.

Her havde man nu fundet større og renere kaolinforekomster nordøst for Rønne, hvorfor man 1801købte Snorregaard, der ændrede navn til Porcelænsgaard og solgtes igen under en likviditetskrise i 1851. Man bevarede dog retten til kaolinindkøb og helt frem til 1881udførtes det blåmalede porcelæn i ren bornholmsk masse, selv om materialet ikke var ideelt.

Men i fabrikkens anden bornholmske periode havde man fundet en metode til bedre at rense leret. Man rådede over magneter, men disse var ikke stærke til at trække alt jernet ud, og slemmeværket var ikke i stand til at udskille glimmerpartiklerne. Resultatet blev et stærkt stænket, gråligt porcelæn.

Verdensscenen

Da man ikke kunne regne med franske leverancer i en overskuelig fremtid, satte man alt ind på at forbedre slemmemetoden. Og ved hjælp af et nyt anlæg, indrettet 1815, lykkedes det at fremstille et hvidt porcelæn, udelukkende af råmaterialer fra Bornholm og Norge.

Med sine fabrikker, der gang på gang udmærker sig ved de største internationale udstillinger i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, indtog dansk porcelæn sin egen plads på verdensscenen fra omkring sidst i 1800-tallet, hvorefter individuelle kunstnere begynder at præge produktionerne.

Og i den femtenårige periode fra 1950, hvor en nordisk designbevægelse skyllede hen over Europa og Nordamerika i form af Scandinavian Design, blev landets frie kunstnerværksteder og Den Kgl. og Bing & Grøndahl centre for en rig keramisk udvikling.

Mange nævnt

De friere eksperimenter resulterede i bemærkelsesværdige unika-arbejder, begrænsede serier eller regulær masseproduktion. For eksempel Axel Salto og Gertrud Vasegaard arbejdede for begge fabrikker og skabte udgangspunktet for dansk porcelæns internationale berømmelse.

Udover de to ovennævnte er nævnt adskillige lokale navne, der periodevis virkede på de to fabrikker. Eksempelvis var Søholms Hans Ancher Wolffsen fra 1910 til '28 aktiv på både Bing & Grøndahl og Den Kgl., mens den akademiuddannede Hans Peter Koefoed fra århundredeskiftet til sin død i 1908 var leder af underglasurafdelingen på B&G.

Af andre kunstnere med tilknytning til øen kan i flæng noteres Ernst Køie, Jais Nielsen, Lisbeth Munch-Petersen, Ursula Munch-Petersen, Bo Kristiansen og de endnu aktive Gerd Hiort Petersen og Hans Munck Andersen. Samt muligvis enkelte andre, som kan være overset i de knap tusind siders navnemylder.