Tidsskrift om naturen er udkommet for 19. gang

Tidsskrift om naturen er udkommet for 19. gang
Morten Top-Jensen fra Østermarie har været redaktør for Natur på Bornholm i 19 år. Arkivfoto: Birgit Kruse
| ABONNENT | 26. MAR 2021 • 21:20
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
26. MAR 2021 • 21:20

UDGIVELSE

Ansvarshavende redaktør Morten Top-Jensens eget flotte billede af en hornfisk på krogen i Arnager pryder forsiden af tidsskriftet Natur på Bornholm, som er udkommet for 19. gang.

Hornfisken ved Bornholm er én ud af 24 artikler i tidsskriftet, hvor man som sædvanlig kommer vidt omkring i emnevalg – lige fra de små insekter som vintervandnymfen i Bastemose, der blev registreret som en ny art i Danmark, og til en 2020-status for bisonerne i Almindingen.

Derimellem er der blandt andet artikler om opsprættede salamandre, som måske kan bidrage med ny viden, om nogle af de bornholmske fossilfund, om nøglebiotoper i Pedersker Plantage og om krat- og natteluskeri.

Brundroslen ved Sorthat Odde blev en af de mest omtalte naturbegivenheder på Bornholm i 2020, så den har også fået sin egen artikel. I samme genre er der artiklen om gråsejleren, som også er en ny art på den bornholmske fugleliste, og den fantastiske historie om fundet af en død munkegrib, Europas største rovfugl, i Aarsdales kystklipper.

Stor interesse

Der er tre nye bidragydere til denne udgave af tidsskriftet, og interessen for at skrive om natur har været så stor, at to indkomne artikler er blevet udsat til 2022, oplyser Morten Top-Jensen i indledningen.

Natur på Bornholm fortæller denne gang om 17 nye arter for Bornholm. Det betegnes som fint, og flere af arterne er endda nye i Danmark.

17 lyder måske af mange, men faktisk er det en del færre end sidste år.

Morten Top-Jensen glæder sig over den store interesse for naturen, som har fået yderligere et skub under coronaen. De seneste 15 år har det været relativt uproblematisk at udgive Natur på Bornholm, skriver han.

Det er dog fortsat vigtigt, at der er købere til de 900 eksemplarer, som er oplaget er på, pointerer redaktøren.

2003

Natur på Bornholm er blevet udgivet siden 2003. Historien strækker sig dog længere tilbage, idet Natur på Bornholm er en fortsættelse af " Fjælstaunijn – Bornholms Natur", som Per Ketil stod bag i 25 år. Da han stoppede, tog Morten Top-Jensen initiativet til at fortsætte arbejdet med en ny redaktion.

Morten Top-Jensen og John Krüger (layout og teknik) har siden 2004 været makkerparret bag udgivelsen. Natur på Bornholm er siden 2011 blevet udgivet på Morten Top-Jensens eget forlag, BugBook Publishing.