Amanda Peldrup Grønning blev den første vinder af Sol over Gudhjems nye Rising Star-konkurrence for unge kokketalenter, der i sidste uge blev afviklet på Melstedgård i samarbejde med TV2/Bornholm.
Det oplyser Sol over Gudhjem i en pressemeddelelse.
Den unge kok modtogen kontantpræmie på 20.000 kroner og en sponsoreret gastronomisk inspirationsrejse til Italien. Dommerpanelet bestod af tidligere Sol over Gudhjem-vindere: Henrik Jyrk, Morten Falk, Gabriel Hedlund og Nicolai Nørregaard
De fire deltagere i konkurrencen var Luca Alticozzi fra Henne Kirkeby Kro, Kasper Klitten Byrsing fra Restaurant Sletten, Amanda Peldrup Grønning fra Dragsholm Slot og Eigil Bundsgaard Jensen fra Hotel Frederiksminde og de udkæmpede en venskabelig, men benhård kokkekamp.