Varmtvandsbassinet bliver øens største, og det bliver til glæde for ældre, der har brug for skånsom motion, for gigtpatienter, for nybagte forældre og deres babyer og mange andre mennesker.
Nordea-fondens 18 millioner kroner har trukket overskrifter, men det er værd at bemærke, at fundamentet også hviler på mindre støtter, lokale fonde og legater og donationer fra mennesker, der har villet projektet.
I alt er 38 millioner kroner blevet rejst, og de bliver investeret i livskvalitet, sundhed og fællesskab – og altså i et tilbud, som vil blive brugt af tusindvis af mennesker hvert år. Det er stærkt for Gudhjem – og det er en ekstra styrke for hele Bornholm.
Nu bliver spaden sat i jorden, og hvis alt går vel, bliver bassinet varmet op til 32 grader i februar 2027 efter et langstrakt projekt, der heldigvis viste sig at holde vand.