Som skoleleder er man ansigtet udadtil for en institution, der hver dag har ansvaret for hundredevis af børn, lærere og pædagogiske medarbejdere. Det er en rolle, der kræver fuld loyalitet over for elevernes og skolens behov – og over for de medarbejdere, der skal have tillid til, at ledelsen arbejder ud fra pædagogiske og faglige hensyn.
Som viceborgmester er man derimod en del af det politiske maskinrum. Her forhandler man budgetter, beslutter skolestruktur, sparerunder, normeringer og principper, der direkte påvirker den skole, man selv leder. Uanset hvor dygtig og ordentlig man er, kan man ikke undgå, at der opstår en tvivl: Taler skolelederen som politiker eller som institutionsleder? Og hvem taler medarbejderne trygt med, hvis deres leder samtidig er med til at fastlægge de politiske rammer for deres ansættelse? Den tvivl er i sig selv et problem.
Lovgivning om inhabilitet
Kommunestyrelsesloven håndterer ganske vist inhabilitet, men den kan ikke kompensere for den daglige oplevelse blandt ansatte, forældre og elever af, at skolens leder befinder sig i en dobbeltrolle. Selv den mest omhyggelige habilitetserklæring kan ikke fjerne følelsen af, at skolens interesse potentielt kan kollidere med politiske hensyn. Og det kan ingen institution være tjent med.