KULTUR / Torsdag 27. november 2025 • 15:45

Til undsætning i Rønne: For godt til at gå i vasken

Til undsætning i Rønne: For godt til at gå i vasken
Liselotte Lund og Henrik Alfred Lund foran Viking Fodbolds klubhus på Rønne Stadion Nord, som bliver startsted for julemærkemarchen i Rønne den 7. december. Foto: Holger Larsen
Journalist

Nye folk i spidsen for arrangementet søndag den 7. december, hvor man også får et nyt startsted.

Else Mortensen og Poul Sørensen har været med til at arrangere julemærkemarch i Rønne i 18 år. Men sidste år sagde de definitivt stop, og marchens fremtid i Rønne hang i en tynd tråd, indtil to nye arrangører trådte til.

Det er ægteparret Liselotte Lund og Henrik Alfred Lund, der har taget over som tovholdere for arrangementet, som finder sted søndag den 7. december.

De to har i flere år har været deltagere i marchen.

– Vi har lavet det til en firmaudflugt, hvor vi har inviteret medarbejderne, deres ægtefæller og børn, og så har vi bagefter være hjemme hos os og spise en lille julefrokost, siger de to, der driver Henrik Alfreds Murerforretning.

Hjulpet i gang

– Vi kender Else og Poul igennem Viking Atletik, og de har i en del år bebudet, at de ville gerne afløses. For et år siden sagde Poul, at nu var det nu. Liselotte og jeg talte om det en aften eller to, og vi blev enige om, at det må ikke gå i vasken. Dertil er sagen for god, siger Henrik Alfred Lund.

De to støtter også julemærkehjemmene som julemærkevenner.

– Else og Poul har været flinke til at hjælpe os i gang, og to andre frivillige hjælper os med salg af skrabelodder, uddeling af brochurer og ophængning af plakater.

En udfordring

Den største udfordring for de nye arrangører har været at finde et nyt startsted for marchen, da de senere års startsted, Viking Atletiks faciliteter på Louisenhøj, er optaget.

– Vi fik en aftale med Bornholms Efterskole om at låne et lokale derude. Men så gik skolen konkurs, og vi måtte ud at finde et nyt sted. Vi har efter en god snak med Carsten Folkmann fra Viking Fodbold fået lov til at låne deres klubhus kvit og frit, og det er vi meget taknemmelige for, siger Liselotte Lund.

Flere andre sponsorer medvirker til arrangementet, hvor overskuddet fra alt salg går til julemærkehjemmene.

Frisk luft og motion

– Jeg møder via mit arbejde som klinikassistent i tandplejen børn og unge, der har det svært. Så jeg synes, at det er vigtigt at værne om julemærkehjemmene. De giver hvert år cirka 1.000 børn hjælp til en bedre livskvalitet og selvværd, men der er desværre en lang venteliste til julemærkehjemmene, siger Liselotte Lund.

– Ovenpå julefrokoster og gode juletraditioner er der vel ikke noget bedre end at starte den første søndag i december med lidt frisk luft og let motion, siger Liselotte Lund og mener, at det er ren bonus, at man samtidig støtter børns kamp mod mobning og mistrivsel.

– Dermed kan man hjælpe til med, at børnene genfinder glæden og det gode børneliv, siger hun.

Allinge og Rønne

Der holdes julemærkemarcher over hele landet søndag den 7. december. To af dem er på Bornholm.

I Allinge er startstedet Bornholms Idræts- og Kulturcenter på Strandvejen. Her er både Slotslyngen, udsigten til Hammershus og Madsebakkernes Helleristninger med på ruten.

I Rønne starter man ved Viking Fodbolds klubhus på Torneværksvej, hvorfra man en tur ad Den Grønne Ring.

Begge steder kan man vælge mellem at gå fem eller ti kilometer.

 

Julemærkehjem

Der er fem julemærkehjem i Danmark – i Roskilde, Skælskør, Ølsted, Kollund og Hobro.

Et ophold på julemærkehjem er for børn mellem 7-14 år, der har brug for hjælp til at fremme og sikre deres trivsel og sundhed.

Julemærkehjemmene er et pædagogisk tilbud med fællesskabet som omdrejningspunkt. Et ophold varer i 10 uger og er gratis for familien.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT