Tanja udlever sin bagedrøm: Netbutik drives fra hjemmet

Tanja udlever sin bagedrøm: Netbutik drives fra hjemmet
Tanja Pihl Jørgensen driver sin lille virksomhed hjemme fra kælderen i huset i Rønne Nord. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 3. JAN 2021 • 08:13
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
3. JAN 2021 • 08:13
ERHVERV

Tanja Pihl Jørgensen er glad for at bage, og hun synes, at det er spændende at arbejde med digital markedsføring og salg på nettet. Hun har nu kombineret de elementer i en ny virksomhed med navnet Bagedrømme.

Tanja Pihl Jørgensen, der er 36 år, er udlært kok, men har ikke brugt uddannelsen i næsten 10 år. I foråret stoppede hun som hotelchef for BB Hotels. Her lærte hun meget om at arbejde på nettet, og nu vil hun udleve drømmen om egen virksomhed, hvor hun sælger bageudstyr, kvalitetschokolade med videre.

Bagedysteffekten

Den store bagedyst er en seersucces i fjernsynet, og den har medvirket til, at mange er begyndt af bage. Det mærkes tydeligt hos Bagedrømme, hvor der op til jul især var efterspørgsel på chokolade og chokoladeforme.

– Bagedysten har uden tvivl betydet meget. Der er meget stor interesse for at bage, og der er mange semiprofbagere, som bager til konfirmationer, bryllupper med videre. Jeg sælger produkter, som er populære for tiden, og hvor udvalget ikke er så stort på Bornholm. For bornholmerne er det selvfølgelig muligt at afhente på lageret, og mange har allerede udtrykt, at mine varer har været en mangelvare på øen, siger Tanja Pihl Jørgensen, der startede netbutikken den 24. november, efter at alle tilladelser var på plads.

– Jeg har valgt at have virksomheden og lageret derhjemme for at spare nogle udgifter, men også for at give noget fleksibilitet til familien. Det er ikke altid nemt med lange arbejdsdage, når man har to små børn. Jeg håber, at det kan give et frirum for familien, for mange af arbejdsopgaverne kan jeg klare, når det passer mig – for eksempel om aftenen, når ungerne sover.


En god sparringspartner

Tanja Pihl Jørgensen bor på Nordskovvej i Rønne sammen med sin mand Martin, der også er udlært kok, men arbejder som skorstensfejer, og børnene Magnus på syv og Molly på tre et halvt.

– Martin bakker mig heldigvis op. Han hiver en fast løn hjem hver måned, hvilket giver mig mulighed for at afprøve det her. Han kender med sin egen kokkebaggrund til mange af tingene og er en god sparringspartner.

– Der kommer ordrer ind hver dag, og jeg sender også pakker til resten af landet. Jeg kan ikke leve af det, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til det. Jeg håber, at jeg kan få et deltidsjob, så jeg kan have det her ved siden af. Men lige nu nyder jeg det bare. Det er fantastisk at kunne gøre det, man gerne vil og har drømt om, siger Tanja Pihl Jørgensen.