Smidt ud
Ifølge Rolf Jesper Gadeberg, der er administrator på facebookgruppen Brugtmarked Bornholm, er Trine Husman ikke den eneste, der oplever tendensen med, at det er køber, der forsøger at snyde sælger.
– Jeg har rigtig mange brugere derinde, som skriver til mig om det, og der må jeg sige til dem "lad være med at hop med på den", og så bliver svindlerne slettet fra gruppen, hvis de ikke allerede er forduftet – for det gør de tit, siger Rolf Jesper Gadeberg.
Heldigt nok handler mange af henvendelserne om svindlerne ikke om, at folk er blevet snydt, men mere om en form for afklaring, fortæller han.
– De fleste, der henvender sig til mig, er sådan set ikke blevet snydt, de vil bare gerne forhøre sig, om det kan være rigtigt, at det bliver gjort på den måde.
Som administrator for gruppen, hvor du både godkender folk i gruppen og kan smide dem ud igen, hvad kan du så gøre ved problemet?
– Vi har under facebookgruppen et punkt, der hedder 'Om', hvor der står en masse informationer, som vi har skrevet, at folk skal være opmærksomme på. Vi kan kun råde folk til at lade være.
Hvis det er noget, mange skriver til jer om, laver I så et opslag?
– Det gør vi engang i mellem. Og der er også privatpersoner, der lægger nogle opslag med snyd op på gruppen, men dem fjerner vi efterhånden, for ellers bliver det et forum frem for et køb og salg-sted.
Ingen anmeldelser