Svaneke er en såkaldt varm zone: Særligt fire faktorer skal gøre sig gældende

BYUDVIKLING

– Vil du ha' en bajer?

Nej, jeg er i bil, det tror jeg ikke, at chefen bliver glad for, svarer jeg.

Det er trods alt kun min anden uge på jobbet, og førstehåndsindtryk er vigtige.

– Det er sgu da ikke en bil! Hva' er det, en Fiat?

Mogens Anker er næsten ved at kløjs i ordene, mens han peger på Bornholms Tidendes lille Toyota Hybrid.

Han sidder sammen med to venner på en grøn bænk på havnen i Svaneke. Mellem dem står en kold sixpack. Duggen fra køleskabet sidder stadig på den grønne plastik.

Jeg er taget til Svaneke for at undersøge, hvordan byens befolkningssammensætning har udviklet sig de seneste år. En ny undersøgelse udarbejdet af blandt andet konsulentfirmaet Cowi og Aalborg Universitet har kortlagt hvorfor, nogle danske landsbyer oplever mere vækst end andre.

Undersøgelsen har gjort brug af kunstig intelligens og store datamængder fra Danmarks Statistik, forklarer Rasmus Johnsen, der er konsulent med speciale i udvikling og formidling af landdistrikter. Den har identificeret tre byer, der skiller sig ud i mængden, såkaldte "varme zoner". Og undersøgelsen peger på, at massiv vækst, i det Cowi kalder en landsby, ikke afhænger af, hvor mange der flytter til, men hvem der flytter til.

– Vi kan netop se, at varme zoner som Klitmøller, Svaneke på Bornholm og Torup i Nordsjælland alle er kendetegnet ved, at andelen af ikke-gennemsnitlige personer er steget over en årrække. Det er folk, der normalt ikke slår sig ned i en landsby. De er i trediverne, de har børn eller får børn, de har et højt uddannelses- og indkomstniveau, og de kommer fra gennemsnitligt højere stillinger. En del har været selvstændige eller har ledererfaring, og de flytter typisk fra København. Når andelen af disse mennesker når 5-10 procent op over landsgennemsnittet, begynder der for alvor at ske noget med befolkningstallet.

Mogens Anker. Foto: Aleksander Klug

Mange penge værd

Mogens Anker er født på Bornholm. Han er egentlig er født i Hasle, men har boet i Svaneke i mange år. Han er nærmest en institution her i byen, fortæller en af vennerne og knapper en dåseøl op. De tre mænd er efterhånden blevet gamle venner. Bænken sidder de ofte på og drikker dåseøl. Hvor mange, afhænger lidt af vejret, siger den ene. Når man kan lide at drikke øl, så mødes man jo de samme steder. Ofte på den grønne bænk. Og herfra har de set tiderne skifte.

– I starten var det pensionister, der kom. Men da skolen blev lavet om til en privatskole, så var der en masse, der solgte deres huse og lejligheder ovre og flyttede hertil. De ville væk fra storbyen. Og man kunne få meget mere natur for pengene her. Lige pludselig gik det stærkt. Alt blev solgt. Huse, der havde været til salg i flere år.

– Priserne steg jo også gevaldigt bagefter, indskyder Mogens Anker.

– Udbud og efterspørgsel.

– Det, du har derude, siger Mogens Anker og peger ud over havet;

– Det er mange penge værd.

Vi er skide heldige

I forbindelse med udarbejdelsen af undersøgelsen er Cowi gået i dybden med at afdække, hvad der gør de "varme zoner" unikke. Særligt fire faktorer gør sig gældende: Der skal være noget unikt ved stedet, som tilføjer afgørende værdi til byen. Der skal der være en marant skabertrang til stede. Der skal være en stærk sammenhængskraft mellem folk. Og så skal der være konkrete mødesteder, hvor borgerne i byen kan mødes. Alt det kan man finde i Svaneke.

– Vi lå i dvale i 100 år. Svaneke har altid været speciel, siger Mogens Anker, og uddyber:

– De skulle heller ikke have jernbane, dengang alle de andre byer skulle have den.

– Ja, de skulle nok klare sig selv. Og det er derfor, byen ser ud, som den gør i dag. Industrien kom aldrig hertil, supplerer en af vennerne.

– Vi er skide heldige her i Svaneke. Vi har en biograf. Vi har et amatørteater. Vi har musik. Vi har masser af spisesteder. Og så har vi bodegaen. Vi er faktisk rimelig privilegerede her.

– Og så er Svaneke en fredet by. Det er derfor, de flytter hertil. Folk kan godt lide det gamle look.

Svanekes unikke kystlinje, dens bindingsværkshuse, gamle købmandsgårde og krogede gader bliver også fremhævet i undersøgelsen. Den slår fast, at det i høj grad er borgernes fortjeneste, at byen har beholdt sin autencitet, blandt andet gennem Byforeningen Svanekes Venner.

Man kan vel godt snakke om snobberi

Med den øgede tilflytning har kulturen også ændret sig i den gamle købstad, mener Mogens Anker. Og ikke altid til det bedre.

– Må jeg godt sige min mening? Der kommer folk ovre fra, som skal styre, hvad vi skal her i Svaneke. Hvordan vinduerne skal se ud. Vi har sådan en forbandet idiot, der render rundt hver eneste morgen og glor, om der er blevet sat nye vinduer i hver gang, der skal laves nye vinduer.

– "Ooh, det er ikke i koblede rammer", siger Mogens Anker med en påtaget københavnerdialekt.

Vennerne er ved at falde ned af bænken af grin.

– Så får de besked på at fjerne dem igen, fortsætter han.

Virker det som om, at de gerne vil have, at alt er som hjemme i København?

– Ja, men det skal de ikke gøre her, svarer Mogens Anker.

– Der er meget snak i de andre byer om Svanekes "kulturelite" og sådan nogle ting.

Man kan vel godt snakke om snobberi?

– Eeeej, det synes jeg altså ikke.

– Jo, der er altså nogle snobber her.

– Ja, nu er der måske.

Måske er den sulten

Vennerne er tydeligvis uenige om graden af snobberi i byen. Men de fleste tilflyttere er gode til at stikke en finger i jorden og spørge, hvad de kan tilbyde eller hjælpe med i lokalsamfundet. Det kan de alle sammen blive enige om.

– Der er nogle af de gode, der kommer ovre fra, der sætter gang i noget. Og det er sgu fint. Tag for eksempel biografen, det er jo tilfyttere, der har styr på det. Der er også flere restauranter, der holder længere åbent, siger en af vennerne.

Der er kun en ting, der virkelig er gået ned ad bakke i Svaneke, mener Mogens Anker. Og det har intet med ikke-gennemsnitlige personer, koblede rammer eller biografer at gøre.

– Det eneste, der er gået galt her i Svaneke, det er fiskeriet. Vi havde to både liggende her. I dag har vi ikke en eneste tilbage.

– Alle dem der, de sejler kun om sommeren, siger Mogens Anker og peger ud over havnen.

– Når der ingen fisk er, så kan de jo heller ikke fiske, mumler vennen og tager slurk af sin dåseøl.

Ude over Østersøen skriger en måge. Måske er den sulten.