Da betjentene kørte forbi Snellemark, så de nemlig en ensom svane, som stod midt på vejen. Svanen så ikke ud til at ville flytte sig, og betjentene var derfor ikke i tvivl om, at de skulle hjælpe svanen af vejen og i sikkerhed.
– Betjentene fik svanen op på fortovet, og på bedste politimaner blev svanen eskorteret i sikkerhed. Men det var ikke helt uden besvær, eftersom svanen både havde sin egen vilje og sit helt eget tempo. Selvom betjentene forsøgte at lære svanen om ’rød mand stå, grøn mand gå’, så insisterede svanen på at krydse fodgængerfeltet for rødt lys, fortæller Bornholms Politi på sin facebookside.
– Betjentene fik trods røde lys gelejdet svanen ned på rampen til færgelejet, hvor en meget mere velfornøjet svane hoppede i vandet – og tro det eller lad vær, men da svanen svømmede væk fra betjentene, vendte den sig om og gav dem et lille vink med vingen som tak, fortæller Bornholms Politi.