Stor mælkeleverandør står på mål for andelsmejeriet: Nogle gange er det nemmere at lægge sig fladt ned

LANDBRUG

Det lille mejeri i Klemensker er med sin 24 andelshavere et af landets mindste andelsmejerier. Arla har til sammenligning 2.400 andelshavere fordelt over flere lande.

Med over 70 medarbejdere og en omsætning på tæt på 300 millioner kroner om året er mejeriet imidlertid en ubestridt succés på Bornholm. Mejeriets guldkalv, den blå St. Clemens Danablu, har modtaget et hav af internationale priser, og mejeriet slog for et år siden Danmarksrekord ved at sende seks millioner retur til andelshaverne.

En række af møgsager

Størrelsen og beliggenheden på en ø langt ude i Østersøen gør samtidig mejeriet sårbart. Både i forhold til udsving på verdensmarkedet, men også i forhold til renommé. Og Bornholms Andelsmejeri har de seneste år været indblandet i en række af det, som kommunikationsfolk nok ville kalde møgsager.

Dels har der i en årrække været talt om, at andelsmejeriets mælk havde dårlig holdbarhed. Mælken udgør i parentes bemærket under fem procent af mejeriets samlede produktion. 97 procent af mælken anvendes til fremstilling af ost, som eksporteres til 35 lande.

Sidste sommer havnede mejeriet så i toppen af listen over mistænkte, da et større udbrud af campylobacter gjorde rigtig mange mennesker syge. Bakterien stammede ifølge Statens Serum Institut fra konsummælk fra det lokale mejeri.

Mejeriet bad efterfølgende Statens Serum Institut om at trække anklagerne tilbage, da det ikke kunne dokumenteres, at mejeriet var smittekilde.

Men rækken af møgsager stoppede ikke der.

I november 2020 vendte fiskene i Præstemosen i Klemensker bugen i vejret efter et større udslip af basisk spildevand fra virksomheden længere oppe ad bakken, og kommunen endte med at melde mejeriet til politiet.

Jeg vil ikke skyde på andre

Simon Holm indvejer 6,8 millioner kilo mælk om året, og det gør ham til den andenstørste leverandør til Bornholms Andelsmejeri.

Kritikken går ham på, og som andelshaver føler han sig forpligtet til at forholde sig til de dårlige sager.

Kigger man på spørgsmålet om holdbarhed, har tiden imidlertid arbejdet for mejeriet.

Mælken fra mejeriet er blevet markant bedre på det seneste. God holdbarhed, god smag, siger folk. Kan du forklare hvorfor?

– Det kan jeg sagtens forklare, men det vil jeg ikke. Det har ikke noget med mejeriet at gøre.

Det er ikke fordi, I fik nye tanke i august?

– Nej, det havde intet med produktionen på mejeriet at gøre. Man troede en overgang, at det var termokim, der var kilde til problemerne, men det viste sig at være forkert. Der var ingen, der havde forestillet sig at problemet lå der, hvor det lå. Men det nytter ikke noget at gå ud og skyde på andre. Det har jeg ikke lyst til. Jeg vil ikke sige til dig eller nogen anden: nu skal I købe min mælk, for nu er den god på grund af ham og ham, eller den og den har lavet noget lort. Det synes jeg er en forkert måde at markedsføre mælken på.

Mælkesalg i stigning

Simon Holm sætter en ære i at producere mælk af høj kvalitet. Fordi kvalitet sælger bedst.

– Det er federe, at fortælle, at vi er begyndt at sælge mælk igen. Jeg tror, vi sælger mere mælk nu, end vi gjorde før campylobacter, siger han.

Jeg talte efter campylobacter-udbruddet med en andelshaver fra Thise Mejeri. Han sagde, at det kunne være en udfordring at være andelshaver i et mejeri, for mælkebønder har ikke forstand på mejeridrift. Det er vel en reel pointe?

– Ja, det er det. Det er mit mejeri, men jeg har ikke forstand på osteproduktion. Jeg har forstand på at lave mælk. Per (Olesen, direktør på Bornholms Andelsmejeri, red.) har forstand på mejeridrift. Vi er gode til hver sit.

Simon Holm er bevidst om, at kommunikationen med omverdenen er vigtig. Som han siger: Man kan jo sige den samme ting på mange forskellige måder. Især i en krisesituation, hvor en virksomhed – måske uvidende – er havnet i en uheldig sag.

– Nogle gange er det nemmere at lægge sig fladt ned og sige: vi har lavet noget lort. Og så lad os komme videre, siger han.

Så var der Præstemosen og de døde karper?

– Ja, det er træls, at der blev lukket spildevand fra mejeriet ud i Præstemosen. Men nu er fiskene døde, siger Simon Holm, og spørger ud i rummet, så hvorfor købte vi ikke 100 karper til den der sø, og forærede borgerforeningen fire bordbænkesæt fra Østerlars?

Svaret hænger i luften. For det gjorde mejeriet ikke. I stedet kom billederne af døde fisk til at dominere forsiderne i en periode.

Men nu går det fremad, og det går jeg ud fra, at du er stolt af?

– Ja. Det er min stolthed, det er det, jeg laver. Jeg gør mig umage, siger Simon Holm.

Hvordan ser fremtiden ud for mejeriet på det overordnede plan? Hvad taler I om nu?

– Vi taler blandt andet GMO eller ikke-GMO. Det proteinfoder vi modtager nu, altså soya, kan være genmodificeret. Arla har nu valgt, at der kun må bruges ikke-genmodificeret foder til malkekøer, der laver mælk til Arla, og brander sig på det. Det er også inde i vores overvejelser, men det kommer til at have en meromkostning for mig som mælkeproducent. Og så er det jo en kæmpe frustration, hvis folk ikke vil betale for det. En øre per liter mælk her i firmaet, det er næsten 70.000 kroner på årsbasis. Så hvis det koster 15 øre mere at lave mælk på foder, som ikke er genmodificeret, så er det ret mange penge på nederste linje. Og det er det, der optager mange folk, siger Simon Holm.

Ramt af corona

Mælkeproducenten på Borndal er ikke i tvivl om, at det bornholmske mejeri er levedygtigt mange år frem i tiden. Men konkurrencen bliver ikke mindre hård, og corona har sat sine spor, især på det amerikanske eksportmarked.

– Der kom rigtig mange idéer sidste år, da eksporten til USA gik i stå. Men jeg mener, vi skal holde fast i de aftaler, vi har med USA eller Grækenland, eller hvor som helst – så holder folk også fast, når det går opad igen. Vi skal brande os på, at vi ligger på den her lille ø. Vi er et afgrænset område, det kan folk godt lide i USA for eksempel. Vi kan ikke konkurrere med Arla. Det skal vi slet ikke. Vi skal holde fast i nicheprodukter af høj kvalitet.